Tabt arbejdsfortjeneste
Forældre, som passer et barn med handicap i hjemmet, kan søge om at få kompensation for den tabte arbejdsfortjeneste.
Hvem kan få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste?
For at modtage kompensation for tabt arbejdsfortjeneste er det en betingelse:
- at pasningen er en nødvendig konsekvens af dit barns nedsatte funktionsevne, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er dig som forælder, der passer barnet i hjemmet.
- at dit barn har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
- at du helt eller delvist er ophørt med din beskæftigelse, dvs. at du kan påvise et løntab.
Afhængigt af hvad dit barn har brug for, kan du få dækket din tabte arbejdsfortjeneste i nogle få timer om ugen – hvis der kun er behov for det – eller helt op til et fast antal timer, som svarer til en fuldtidsstilling.
Personkredsen omfatter begge forældre, selvom I ikke bor sammen, og den ene forældre ikke har del i forældremyndigheden.