
Holbergstien
I Randers C finder du Holbergstien, der er et botilbud til borgere over 18 år, som har et højt behov for støtte i hverdagen.
Centralt i Randers ligger Holbergstien, der er et kommunalt botilbud for borgere i alderen 18-85 år, der har et omfattende/massivt behov for støtte til varetage almindelige daglige behov.
Målgruppen omfatter borgere med:
- Gennemgribende udviklingsforstyrrelser - herunder autisme
- Betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne
- Udviklingshæmning.
Holbergstien åbnede i 2017 og indeholder 11 lejligheder, der anvendes til permanente ophold efter Almenboliglovens § 105 samt Servicelovens § 85.
Adresse:
Holbergstien 6
8900 Randers C
Om os
På Holbergstien arbejder vi ud fra Randers Kommunes værdier: ordentlighed, ligeværdighed, udvikling og frihed. Disse værdier danner fundamentet for vores faglige tilgang, hvor vi understøtter borgernes trivsel, mestring og livskvalitet.
Vi værner om borgernes selv- og medbestemmelse og sikrer, at alle – uanset funktionsnedsættelse – har mulighed for at træffe valg i eget liv. Vi tager udgangspunkt i borgernes ressourcer og udviklingspotentiale og skaber rammer, der styrker selvstændighed og livsmestring. Samtidig prioriterer vi samhørighed og fællesskab, så borgerne kan indgå i meningsfulde relationer og netværk. Vores tilgang er altid anerkendende og inddragende, hvor vi møder borgeren med respekt og nysgerrighed for deres perspektiver.
Disse værdier guider vores handlinger og beslutninger og fungerer som et refleksionsredskab i det daglige arbejde, så vi sammen skaber de bedste betingelser for borgernes livskvalitet.
Holbergstien indeholder 11 lejligheder efter Servicelovens § 85 og Almenboligloven § 105.
Normering og støttetid
Holbergstien pædagogiske personale består af 13 socialpædagoger samt 5 pædagogiske medhjælpere. Derudover består personalet på Holbergstien blandt andet også af en sygeplejerske, en SSA samt en ergoterapeut.
Den daglige ledelse varetages af en tilbudsleder, mens den faglige kvalitet og udvikling sikres af en faglig koordinator.
Holbergstien er et døgndækket tilbud, hvor der er to vågne nattevagter tilknyttet.
Kompetencer
Medarbejdergruppen besidder specialiserede kompetencer og arbejder ud fra anerkendte pædagogiske metoder og tilgange, herunder:
- KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik)
- TEACCH
- Low arousal (LA)
- Neuropædagogisk tilgang.
På Holbergstien ser vi de pårørende som vigtige samarbejdspartner samt som en ressource til at understøtte beboernes mestring og selvhjælp i hverdagen. En forudsætning for et samarbejde er dog, at det skal stemme overens med henholdsvis beboerens og de pårørendes ønsker.
Hvis beboeren ønsker det, kan vedkommendes pårørende deltage i møder.
SocialtilsynMidt foretager et driftsorienteret tilsyn hvert (1.-3. år), hvor botilbuddet bedømmes på en skala fra 1-5, hvoraf 5 er den højeste score, ud fra følgende temaer:
- Uddannelse og beskæftigelse
- Selvstændighed og relationer
- Målgruppe, metode og resultater
- Sundhed og trivsel
- Organisation og ledelse
- Kompetencer
- Fysiske rammer
- Økonomi
På Holbergkollegiet benyttes informationerne fra de socialfaglige tilsyn blandt andet til at dokumentere og videreudvikle kvaliteten i vores botilbud.
Se seneste SocialtilsynMidts tilsynsrapport.
Botilbuddet Holbergstien tager afsæt i Randers Kommunes Handicapplan, handicapområdets værdier om åbenhed, ordentlighed og respekt for forskellighed. Værdierne kendetegner vores samspil med borger personalet og dem handicapområdet i øvrigt samarbejder med. Værdierne er samtidig forudsætning for visionen: sammenhæng, udvikling og dialog i vores arbejde for borgere med handicap.
Åbenhed betyder, at vi omkring borgeren har en åbenhed i forhold til hvilken indsats, der bedst understøtter deres mestringsevne og livskvalitet ud fra de muligheder og rammer, som i øvrigt findes i borgerens liv. Det betyder at handicapområdet udviser vilje til alternative og individuelle løsninger, ud fra en anerkendelse af at sådanne bedst skabes i samarbejde med borgeren, dennes netværk og det omkringliggende samfund.
Ordentlighed betyder, at vi omkring borgeren i vores kommunikation og samarbejde med borgeren, dennes netværk og pårørende sikrer ligeværdighed. Det betyder også, at vi er loyale overfor de aftaler, vi indgår. Ordentlighed indebærer også, at vores tilgang til og samvær med borgeren er styret af en opmærksomhed på etiske og moralske aspekter. Det betyder evnen til at navigere imellem borgerens behov på den ene side og ønsker på den anden side, hvis der opstår en modsætning imellem disse.
Respekt for forskellighed betyder, at handicapområdet respekterer, at borgerne er forskellige, har forskellige behov – uafhængigt af deres handicap. Det betyder også, at vi anerkender og arbejder ud fra princippet om at borgernes behov ændrer sig over tid og vores ydelser på samme vis må ændre sig i løbet af borgernes liv.
Anerkendende tilgang
En anerkendende tilgang er en faglig, der har fokus på anerkendelse og værdsættelse. Formålet er at motivere til at skabe positive forandringer hos den enkelte borger.
Kognitiv tilgang
Den kognitive tilgang har fokus på sammenhængen og den gensidige påvirkning mellem tanker, følelser, krop og handlinger. Formålet er at ændre tanke eller handling og dermed opnå en højere grad af positive følelser.
Kommunikationspædagogisk tilgang
I den kommunikationspædagogiske tilgang fokuseres der på at anvende alle tilgængelige kommunikationsformer i kommunikationen med den enkelte. Formålet er, at den enkelte borger forstår og bliver forstået.
Neuropædagogisk tilgang
En neuropædagogiske tilgang er en faglig tilgang, hvor fokus er på hjernens funktion. Formålet er at give borgeren mulighed for at trække på sine stærke sider inden for områder som:
- opmærksomhed
- Kommunikation
- hukommelse
- orienteringsevne
- social funktion.
Relationspædagogisk tilgang
Den relationspædagogiske tilgang anvendes i vores fokus på samspillet mellem mennesker. Formålet er at udvikle den enkeltes selvforståelse, selvværd og selvtillid hos borgerne.
Ressourceorienteret tilgang
I den ressourceorienterede tilgang er fokus på det enkelte menneskes ressourcer. Formålet med dette er at se muligheder frem for begrænsninger i forhold til beboernes udvikling.
Sanseorienteret tilgang
En sanseorienteret tilgang er en tilgang, hvor der er fokus på at stimulere en eller flere sanser med henblik på at fremme borgernes funktionsevne.
Strukturpædagogisk tilgang
Inden for den strukturpædagogiske tilgang fokuseres der på at skabe regelmæssighed og struktur i en persons hverdag. Formålet med dette er at gøre dagen overskuelig, forudsigelig og rolig.
NUZO - nærmeste udviklingszone
NUZO-metoden (nærmeste udviklingszone) tager udgangspunkt i det sted, hvor borgeren er og viser borgeren det næste trin frem imod målet. Den nærmeste udviklingszone, er den zone, der opstår mellem, hvad borgeren klare med henholdsvis let, moderat og omfattende støtte. Det vil sige, at borgeren skal udfordres, men ikke mere end, at borgeren kan følge med til af gangen.
KRAP
Holbergstien anvender KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksis), fordi metoden giver en struktureret og evidensbaseret tilgang til arbejdet med borgere med komplekse behov. KRAP understøtter vores mål om at skabe udvikling og trivsel ved at kombinere tre centrale principper:
- Kognitiv tilgang: Vi arbejder med borgerens tanker, følelser og handlinger for at skabe forståelse og udvikling. Det giver mulighed for at identificere mønstre og finde strategier, der styrker mestring.
- Ressourcefokus: KRAP tager udgangspunkt i borgerens styrker og potentialer frem for begrænsninger. Det skaber motivation og øger sandsynligheden for positive forandringer.
- Anerkendende praksis: Vi møder borgeren med respekt og nysgerrighed, hvilket styrker relationen og borgerens oplevelse af værdighed og inddragelse.
Metoden er praksisnær og giver konkrete redskaber til observation, analyse og dialog, som vi anvender i hverdagen, i måltrapper og ved evaluering af indsatsmål. KRAP understøtter dermed systematisk dokumentation og refleksion, så vi sikrer kvalitet og progression i indsatsen.
På Holbergstien supplerer redskaberne fra KRAP arbejdet med Procesmodellen.
TEACCH
Som en del af den pædagogiske praksis anvender Holbergstien elementer fra TEACCH-metoden for at skabe tydelighed og forudsigelighed i borgernes hverdag. TEACCH bygger på struktureret pædagogik og anvendes særligt gennem piktogrammer, visuelle dagsprogrammer og konkrete materialer, der understøtter borgerens forståelse af aktiviteter, tid og rum.
Metoden er et vigtigt redskab for borgere med behov for visuel støtte, da den reducerer usikkerhed og fremmer selvstændighed. Samtidig arbejder vi bevidst i spændingsfeltet mellem struktur og fleksibilitet: Strukturen skaber tryghed og overskuelighed, mens fleksibiliteten sikrer, at vi kan tilpasse indsatsen til borgerens aktuelle behov, ønsker og udviklingsniveau.
Denne balancerede tilgang gør det muligt at kombinere forudsigelighed med individuelle tilpasninger, så borgeren både oplever stabilitet og mulighed for at udvikle nye strategier i hverdagen.
Low arousal (LA)
Low arousal er en tilgang med fokus på, hvordan fagprofessionelle gennem egen adfærd kan støtte borgerens trivsel og udvikling af nye strategier til mere hensigtsmæssig adfærd i vanskelige situationer. Low arousal som tilgang kan have en gavnlig effekt i arbejdet med borger med autisme og borger med komorbiditeter som f.eks. selvskade, depression, isolation m.m.
Metoden kan være med til at forhindre, at en borger bliver udsat for flere stimuli, end vedkommende kan rumme og håndtere og dermed undgå reaktioner som uro, forvirring, rastløshed og udadreagerende adfærd. Metoden giver borgerne en oplevelse af at blive hørt, set, forstået og mødt i situationer, som kan være svære at tackle.
Procesmodellen
Procesmodellen fra Specialområde Autisme anvendes som en faglig refleksionsmetode, der understøtter en systematisk og kvalificeret tilpasning af den pædagogiske indsats. Modellen anvendes til at analysere og forstå borgerens adfærd og trivsel i kontekst, med henblik på at justere indsatsen ud fra den enkeltes forudsætninger.
Procesmodellen bidrager til at skabe en fælles forståelsesramme blandt medarbejderne og sikrer, at pædagogiske beslutninger træffes på baggrund af observationer, viden og refleksion. Den understøtter en praksis, hvor borgerens perspektiv og livssituation er udgangspunkt for indsatsen, og hvor der arbejdes målrettet med at skabe mening, forudsigelighed og udviklingsmuligheder for den enkelte.
Metoden anvendes i kombination med LA2u-planerne og energiforvaltning, og indgår som en del af den samlede faglige tilgang, der har til formål at fremme trivsel, selvbestemmelse og deltagelse hos borgere med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne.
Sanseprofil
På Holbergstien er vi i gang med implementeringsfasen ift. systematisk arbejde med sanseprofiler som en del af den pædagogiske indsats. Formålet er at skabe en dybere forståelse af den enkelte borgers sensoriske bearbejdning og behov.
Mange af borgerne har en anderledes sansebearbejdning, som kan komme til udtryk i form af over- eller undersensitivitet over for sanseindtryk. Dette kan påvirke deres evne til at regulere adfærd, energi og følelser i hverdagen.
Ved at udarbejde individuelle sanseprofiler får vi et konkret og visuelt redskab til at identificere, hvilke sanseindtryk der virker beroligende, stimulerende eller belastende for den enkelte borger. Medarbejderne bruger denne viden til at tilpasse både fysiske rammer, aktiviteter og kommunikationsformer, samt til at planlægge målrettede sansebaserede interventioner.
Sanseprofilerne anvendes aktivt i den daglige praksis og indgår i samarbejdet med borgeren, pårørende og tværfaglige samarbejdspartnere. Interventionerne kan fx bestå af brug af sansestimulerende hjælpemidler, tilrettelæggelse af pauser, strukturering af miljøet eller guidning i sociale situationer.
Holbergstien ligger bynært i Randers Centrum og indeholder 11 handicaptilgængelige lejligheder med egen terrasse. Alle lejligheder har eget bad og enkelte har også eget tekøkken.
Fælles opholdsrum
Botilbuddet er delt op i 4 levegrupper med et fælles køkken og en fælles stue tilknyttet hver levegruppe.
Desuden forefindes fælles udearealer og fælles vaskeri.
Vi understøtter størst mulig mestring i borgerens eget liv og høj livskvalitet. Vi har fokus på små og store aktiviteter i hverdagen, som understøtter borgernes mestring. En stor del af aktiviteterne er almindelige daglige gøremål som smøre madpakker, dække bord, oprydning, sortere vasketøj m.m.
Andre aktiviteter baseres på, hvad der giver mening for den enkelte borger det kan være højtlæsning, spil, se film sammen, synge eller høre musik sammen.
Herudover har vi fokus på aktiviteter, der kan medvirke til at opretholde sundhed for den enkelte borger, det kan være gåture og cykelture. Som et nyere tiltag har vi på Holbergstien endvidere fokus på hvilke højtider og traditioner, som fremadrettet skal være en del af vores aktivitetskalender.