Godt at vide om din nye ståstøttestol

Her er lidt praktiske informationer om din ståstøttestol. Vi håber, at du vil passe godt på den ved at behandle, vedligeholde og opbevare den korrekt.

Indstilling af stolen ved modtagelse

Når du modtager din stol, skal du være opmærksom på, om din ståstøttestol er indstillet korrekt til dig. Hvis du er i tvivl om indstillingsmulighederne, er du velkommen til at kontakte os.

Sådan vedligeholder du din ståstøttestol

Du skal selv sørge for at vedligeholde din ståstøttestol f.eks. ved at rengøre den og sikre, at den er efterspændt. Du kan rengøre den med mild sæbe på en fugtig klud. Vær særlig opmærksom på at holde hjulene fri for hår og andet fnuller.

Hvis du er bevilget en ståstøttestol med el, anbefaler forhandler, at du sætter ståstøttestolen til opladning, når du ikke bruger den.  Dette er med til at forlænge batteriets levetid, og sikrer at ståstøttestolen er fuldt opladet til brug i dagtimerne. Hvis du i en periode ikke benytter ståstøttestolen, skal den hele tiden være tilsluttet strøm via opladeren for at undgå, at batteriet bliver ødelagt. Du skal selv betale for strøm til opladning. Opladeren slår selv fra, når batteriet er fuldt opladet.

Hvis din ståstøttestol går i stykker

Hvis du har fået tilskud til din ståstøttestol, er følgende gældende:

Ståstøttestolen er din ejendom, det betyder, at hvis din ståstøttestol går i stykker, skal du selv sørge for at få den repareret.

Det er ikke muligt at få bevilget tilskud til en ståstøttestol efter Serviceloven § 113, stk. 3 igen, hvis din ståstøttestol skulle gå i stykker. 

 

Hvis du har lånt en ståstøttestol, er følgende gældende:

Kommunen yder støtte til nødvendige reparationer af ståstøttestolen. Du skal kontakte Visitationsenheden, for at få repareret din ståstøttestol. Du skal som udgangspunkt selv afholde udgiften, hvis du selv for foretaget en reparation på stolen. Du skal også selv afholde udgiften til reparation, hvis behovet skyldes forkert eller uforsvarlig brug af ståstøttestolen.

 

Hvis du får brug for en ny ståstøttestol, skal du kontakte os og indsende en ny ansøgning. 

Hvis du skal flytte

Flytter du til en ny adresse i kommunen eller udenfor kommunen, skal du selv sørge for at flytte din ståstøttestol med. 

Du skal være opmærksom på, om du fortsat kan færdes i din nye bolig med din ståstøttestol. Ståstøttestolen skal leveres tilbage til Randers Kommune, hvis du ikke længere har brug for den.

Hvis du ikke længere har brug for din ståstøttestol

Skal du ikke længere bruge din ståstøttestol, skal du kontakte Hjælpemiddelhuset, så ståstøttestolen kan blive leveret tilbage og andre kan få glæde af den.

Hvis din ståstøttestol laver mærker i gulve, dørkarme og lignende

Hvis din ståstøttestol laver skader eller pletter på gulve og inventar, skal du selv dække disse skader.

Kontakt os

Du kan ringe til Hjælpemiddelhuset på telefon 89 15 86 00. Telefon er her åben mandag -torsdag kl. 10-14, fredag 10-12. Eller til Visitationsenheden på telefon 89 15 25 93. Vores telefon er åben alle hverdage 8-12. Det er også muligt at skrive sikkert til os via vores hjemmeside: https://www.randers.dk/borger/socialt/hjaelpemidler-og-hjaelp/hjaelpemidler/

 

Vi håber, at du bliver glad for din nye ståstøttestol!