Flasker og flaskesutter skal rengøres meget grundigt efter brug, da bakterier ellers kan medføre sygdom hos barnet.
Rengøring i hånden
- Skyl flasker og flaskesutter i koldt vand.
- Vask flaskerne med flaskerenser, opvaskemiddel og varmt vand. Fjern mælkerester fra skruegangen og på kanter.
- Gnid flaskesutter med groft salt for at fjerne mælkerester på indersiden.
- Skyl flasker og flaskesutter grundigt.
- Kog flasker og flaskesutter i 5 minutter. Hæld vandet fra.
- Opbevar flasker og flaskesutter tørt og tildækket, indtil de skal bruges.
Rengøring i opvaskemaskine
Flasker rengøres først i hånden, se ovenfor. Men i stedet for pkt. 5 sættes de rengjorte flasker i opvaskemaskine og vaskes ved mindst 65 grader. Flaskesutter kan ikke tåle at komme i opvaskemaskine.
Rengøring i mikrobølgeovn
Flasker og flaskesutter rengøres først i hånden, se ovenfor. Men i stedet for pkt. 5 placeres de rengjorte flasker og flaskesutter i et kar med sæbevand, der skal dække. Flasker og flaskesutter koges i 5 minutter i mikrobølgeovnen. Derefter skal de skylles og tørres. Alternativt anvendes en særlig indsats til dette formål.
Vi anbefaler altid, at I rådfører jer med personalet på barselsgangen eller jeres sundhedsplejerske, inden I giver jeres barn sutteflaske. Nogen gange må beslutningen om at give det lille barn sutteflaske imidlertid træffes hurtigt, udenfor Sundhedsplejens træffetid. Her er det vigtigt, at I køber en modermælkserstatning, der er tilpasset barnets alder. Brug anvisningen på pakken til at lave det korrekte blandingsforhold og lav små mængder til barnet i starten. Kontakt ved først givne lejlighed jeres sundhedsplejerske for at få rådgivning om, hvor meget mælk jeres barn har brug for i døgnet, og hvordan I undgår, at det får forstoppelse.