Tandbørstning

Det er vigtigt at børste sine tænder helt rene hver dag, for at fjerne de bakterier, som sætter sig på tænderne i dagens løb.

Vi anbefaler, at børste tænder to gange dagligt fra den allerførste tand.

Barnet vil i perioder gerne selv bestemme, om det skal have børstet tænder. Vær bestemt og gennemfør tandbørstningen, også selvom det er under protest.

Får bakterierne lov til at sidde på tænderne i længere tid, dannes der belægninger, også kaldet plak. Det er disse belægninger, som laver caries (huller i tænderne) og tandkødsbetændelse.

Barnet kan ikke selv børste tænderne helt rene før i ca. 10 års alderen, derfor er det vigtigt at en voksen hjælper hver dag, så der bliver børstet helt rent mindst en gang om dagen.

Undertiden kan det være nødvendig at supplere tandbørstningen med brug af tandtråd 1-2 gange om ugen.

Brug en tandbørste med lille børstehoved og et skaft, som ligger godt i hånden.

Det er vigtigt at vælge en tandbørste som passer i størrelsen. Børstehovedet skal være så lille, at man kan komme helt ind til de bagerste tænder og den må ikke være for hård, da man ellers kan lave skader på tandkødet.

I særlige tilfælde f.eks ved frembrud af 6-års tænder og 12-års tænder, kan det være nødvendigt at bruge en speciel tandbørste - en solobørste - som har et lille rundt børstehoved.

Nogle børn synes, at det er nemmere og sjovere at børste med en elektrisk tandbørste, og så kan man sagtens gøre det.

Det vigtigste er, at børsten rammer tænderne og får fjernet belægningerne.

En frisk tandbørste børster bedre end en, der er to måneder gammel.

Man kan idag få mange forskellige slags tandpasta. Det man skal være opmærksom på er, hvor meget fluorid der er i. Man skal se på, hvor mange ppm F den indeholder. Fluoridindholdet skal fremgå af varedeklarationen.

Vi anbefaler, at når den første mælkekindtand bryder frem, skal man bruge en tandpasta med 1450 ppm F (ppm F betyder 'parts per million Fluorid'. 1450 ppm svarer altså til 0,145 procent).

Det er godt at bruge en tandpasta med fluorid hver dag, fordi fluorid er et meget effektivt middel mod huller, som gør, at huller udvikles langsommere.

Det er vigtigt kun at bruge den mængde tandpasta, som svarer til størrelsen af barnets lillefingernegl.

Videoer om tandbørstning på børn

På YouTube kan du se Fagbladet 3F's tre videoer om tandbørstning på børn.

Tandbørstning af børn i seksårsalderen

Tandbørstning af børn i fireårsalderen

Tandbørstning af børn i ottemåndersalderen