Forslag til Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse – Rammeindsatsplan
Randers Kommune sender hermed forslag til 'Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse i Randers Kommune - Rammeindsatsplan' i offentlig høring i 12 uger, jf. indsatsplansbekendtgørelsen § 5, stk. 3.
Forslag
Hele kommunen
31. august 2026
8. juni 2026
En ny rammeindsatsplan for grundvandsbeskyttelse skal være med til at sikre rent drikkevand til nuværende og kommende generationer i Randers Kommune. Forslag til planen og tilhørende miljørapport sendes hermed i offentlig høring i 12 uger.
Planen er en sektorplan og udarbejdet efter vandforsyningslovens § 13 og 13a. Planen skal danne den overordnede ramme for arbejdet med at beskytte grundvandet og kommer til at omfatte hele kommunen og alle almene vandforsyninger. Formålet er at sikre, at drikkevandet i Randers Kommune også fremover kan være baseret på rent grundvand.
Rammeindsatsplan
Planen beskriver de generelle og overordnede indsatser, der skal gennemføres af vandværker med beskyttelsesbehov. Samtidigt indeholder planen retningslinjer for kommunens fremtidige administration, som forvaltningen vurderer nødvendig for at sikre en helhedsorienteret beskyttelse af grundvandet i Randers Kommune.
Planen har fokus på at beskytte grundvandet mod nitrat, pesticider og miljøfremmede stoffer.
Hvis staten sænker grænseværdien for nitrat i drikkevand, skal rammeindsatsplanens mål, retningslinjer og indsatser for nitratindholdet i drikkevand justeres tilsvarende. Dette vil ske som et tillæg til rammeindsatsplanen.
Grundlag for delindsatsplaner
Planen bliver samtidig grundlaget for kommende delindsatsplaner for de enkelte vandværker i kommunen. Delindsatsplanerne er målrettet forholdene på og omkring det enkelte vandværk og betragtes som tillæg til rammeindsatsplanen. Delindsatsplanerne skal beskrive konkrete beskyttelsestiltag og behov ved de enkelte vandforsyninger.
Aftaler så vidt muligt baseret på frivillighed
I planen lægges der op til, at grundvandsbeskyttelsen så vidt muligt skal gennemføres gennem frivillige aftaler med lodsejere.
Men hvis det mod forventning ikke er muligt, indeholder rammeindsatsplanen en mulighed for såkaldte rådighedsindskrænkninger. Det betyder i praksis, at der kan ske en indskrænkning i retten til at dyrke jorden efter reglerne om ekspropriation. Skulle dette blive aktuelt, vil hver enkelt sag blive behandlet politisk.
Miljøvurdering
Planen er omfattet af krav om miljøvurdering. Der er derfor udarbejdet en miljørapport, der er i høring samtidig med planforslaget.
Planen vurderes til at få en væsentlig positiv effekt på drikkevand og grundvand, som er planens primære fokus, samt menneskers sundhed. Påvirkningen af øvrige miljøfaktorer, herunder natur, jord og overfladevand, vurderes at være mindre til moderat positiv. Planen kan således realiseres uden at have væsentlig negativ indvirkning på miljøet.
Høring
Forslaget til rammeindsatsplanen vil være i høring i 12 uger og den tilhørende miljørapport er i høring i otte uger.
Indkomne høringssvar vil blive fremlagt for Randers Kommunes byråd med forvaltningens bemærkninger.
Vær opmærksom på, at alle svar løbende vil blive offentliggjort herunder. Læs mere om Randers kommunes behandling af persondata.
Høringssvar (9)
Øster Velling Vandværk Amba
8920 Randers NV
Høring om Rammeindsatsplan for Grundvandsbeskyttelse, Ø. Velling Vandværk
Til Randers Kommune
På vegne af bestyrelsen for Øster Velling Vandværk Amba, har vi følgende bemærkninger til det forslag til Rammeindsatsplan for Grundvandsbeskyttelse, som er tilgængeligt på Randers Kommunes hjemmeside:
1. Der burde være en sammenhæng mellem grundvandsbeskyttelse og vandforsyningsplan. Den gældende vandforsyningsplan er fra 2013, og den version der er offentlig tilgængelig, har problemer med hyperlinks der ikke fungerer. Vandforsyningsplanen er fra før man begyndte at måle for en lang række nye stoffer i 2022 – herunder DPC. Derfor mangler der en sammenhæng mellem mål og middel.
2. De vandværker som benytter grundvand som er 20-50 år gammelt står overfor en udfordring. Ingen kan omgøre fortidens synder, men hvis man ikke har spor af forurening i dag, så er det meget sandsynligt man får det indenfor en årrække. Så der er et trusselsbillede, over den forurening der er på vej mod grundvandet, som ikke behandles.
3. Der følger ikke en fast udrulningsplan med rammeindsatsplanen.
4. Beskyttelsestiltag følger af lovgivningen kun landzone. Der kan også være brug for at oplyse borgere og virksomheder i byzone, da de også har indflydelse på forurening af grundvandet. Cirka 30% af vores indvindingsopland er by.
5. Samfundshensyn – hvordan forvalter vi bedst muligt vores vandressourcer og hvordan får vi bedst mulig drikkevand for vores penge?
Set fra vores virkelighed, så har vi drikkevand af en meget god kvalitet, som ud fra enhver saglig bedømmelse er sikkert. Som det er nu, som kommer vi til at få vand fra et andet vandværk grundet et forhøjet indhold af desphenyl cloridazon/DPC. Det et forbigående problem, og kunne økonomisk løses bedre med en midlertidig udvidet vandbehandling. I vores økonomi ville det koste 30-40% af omkostningen ved at få vand fra et andet vandværk.
Hvis vi i Randers Kommune centraliserer vores vandudvinding til få og måske dybere boringer, så får vi også en negativ effekt på grundvandsstand eller de grundvandsressourcer som er til rådighed for kommende generationer.
Sikring af nuværende kommende generationers grundvand kræver derfor også en aktionsplan overfor hvad vi aktivt gør med vandforsyningen de næste 20 år.
Med venlig hilsen
Formand for Øster Velling Vandværk Amba
Lars Iversen
Vandmiljø Randers
8960 Randers SØ
Rammeindsatsplaner i2 og i3
Vandmiljø Randers har gennemgået forslaget til rammeindsatsplaner vedrørende indsatser I2 og I3 omkring spildevands- og regnvandsledninger i områder tæt på drikkevandsboringer, og vil gerne anerkende det klare fokus på dokumentation af ledningers tæthed samt prioritering af renoveringsindsatsen, som er et vigtigt fælles formål. Forslaget beskriver at der skal gennemføres en dokumentation af ledningers tæthed med video inden for 2 år og en opprioritering af sanering af disse ledninger.
Hertil skal Vandmiljø Randers bemærke:
På baggrund af vores tidligere gennemgang af ledningsomfanget inden for 300 meter af almene vandforsyningsboringer, som varierer afhængigt af kriterier fra ca. 1.800 til knap 5.000 ledninger svarende til op mod 250 km, vurderer vi, at en samlet TV-inspektion inden for en 2-årig periode under de nuværende rammer slet ikke er realistisk. Snarere vil det kræve et længere flerårigt forløb, f.eks. 7–9 år og ikke vil være så velegnet til at afsløre utætheder. Samtidig finder vi det helt nødvendigt at ressourceanvendelsen på dette område bør målrettes lokalitets- tids- og metodemæssigt for at sikre størst mulig effekt for både vandmiljø og drikkevandsbeskyttelse samt andre hensyn. Så for at undgå at indsatserne munder ud en skæv, ineffektiv og måske helt forgæves anvendelse af indsats, vil det for Vandmiljø Randers ikke være muligt at anvende ressourcer på den angivne måde og indenfor den angivne frist, som i2 og i3 lægger op til.
Vandmiljø Randers ledningsanlæg er anlagt efter de gældende normer for afløbsanlæg, herunder krav til statisk dimensionering samt tæthed og vurderes almindeligvis i udgangspunktet som tætte. Desuagtet kan der være forhold som eventuelt kan udgøre en risiko, hvorfor Vandmiljø Randers foreslår at der i stedet udføres en indsats på området som baseres på en mere risikobaseret tilgang, hvor ledningsanlæg i overlappende 300 m zoner og NFI-områder klassificeres efter faktorer som alder, belastning, kendt tilstand og observerede skadesindikatorer som revner, forskudte samlinger og indsivning, således at indsatsen kan prioriteres mod de områder, hvor risikoen vurderes størst, og hvor en indsats derfor giver størst samlet værdi for både beskyttelse af drikkevandsbeskyttelse, forsyningssikkerhed, vandmiljø, overløb og økonomi mm.
Denne klassificering, sammen med en række andre hensyn og klassificeringer er allerede tiltænkt at indgå i Vandmiljø Randers planlægning og prioritering i forbindelse med relevante undersøgelser og udpegning af ledningsanlæg til sanering. Sanering af afløbsledninger er en opgave som løber over mange årtier fremover.
Hensigten med denne fremgangsmåde er at der sker en samlet prioriteret målrettet effektiv indsat under hensyntagen til både påvirkning af vandmiljø , drikkevandsinteresser, sundhed, forsyningssikkerhed, økonomi, arbejdsmiljø
Landboforeningen Kronjylland
8220 Brabrand
Høringssvar til forslag til Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse i Randers
På vegne af Landboforeningen Kronjylland ønsker vi hermed at afgive høringssvar til forslag til Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse i Randers Kommune (rammeindsatsplanen).
Generelt
Indledningsvist vil vi gerne takke for muligheden for at afgive høringssvar.
Da der er tale om en rammeindsatsplan, hvor man ikke kan se delindsatsplaner for de enkelte vandforsyninger, er det vanskeligt at vurdere, hvilken konkret betydning rammeindsatsplanen kan få for den enkelte lodsejer.
Dels fordi nogle indsatser / afgørelser fremadrettet vil være baseret på konkrete vurderinger / faglige udregninger, hvor forudsætninger og vurderingsgrundlag ikke kan læses af planen. Dels fordi det ikke fremgår, hvilke vandforsyninger / kildepladser, der er strategisk vigtige. Det gør det svært at svært at vurdere konsekvenserne af planen for en lodsejer i kommunen.
I indsatsplanen henvises til statens grundvandskortlægning, der danner det faglige fundament for kommunens indsatsplanlægning. Derimod forholder planen sig ikke til statens igangværende landsdækkende kortlægning af de sårbare grundvandsdannende områder (SGO), jf. Aftale om et Grønt Danmark (juni 2024).
Da der endnu ikke er taget stilling til, hvordan der på baggrund af drikkevandskortlægningen sikres en samlet beskyttelse af de sårbare grundvandsdannende områder (skal ske senest i 2027), er det uklart hvordan statens kortlægning / beskyttelse af SGO kommer til at spille sammen med kommunens indsatsplanlægning.
Dermed forholder rammeindsatsplanen sig ikke til den nyeste viden på området, selvom der allerede er udpeget SGO i den sydlige del af kommunen. Ligeledes forholder planen sig heller ikke sig til, hvordan kommunen vil forvalte de statslige udpegninger. Også her er det vanskeligt for lodsejer at vurdere konsekvensen af planen, da forvaltningen vil være henlagt til kommunens vurdering / faglige udredning. Se også afsnit vedr. pesticider.
Med de ovenstående kommentarer til det generelle bemærkes i det følgende mere specifikt på retningslinjer og indsatser vedr. nitrat, pesticider og frivillige aftaler.
Nitrat
Landboforeningen finder det fornuftigt, at Randers Kommune administrerer efter de gældende grænseværdier i den nuværende lovgivning og udarbejder indsatsplaner efter gældende kvalitetskrav. Hvis staten sænker grænseværdien for nitrat i drikkevand, skal rammeindsatsplanens mål, retningslinjer og indsatser for nitratindholdet i drikkevand justeres tilsvarende.
I tilfælde af, at der skal ske en målrettet indsats for at nedbringe nitratudvaskningen, opfordrer vi til, at man fra kommunen og vandforsyningens side går tidligt i dialog med lodsejerne om frivillige aftaler, fordi de i højere grad kan tilpasses arealer og vilkår på måder, der giver bedre, lokale løsninger, som samtidig kan imødekomme mange af lodsejers ønsker. Se også afsnit om frivillige aftaler.
Pesticider
Det fremgår af retningslinjerne, at der ikke må ske erhvervsmæssig anvendelse af pesticider i ”følsomme indvindingsområder”, hvis kommunen har vurderet, at der er behov for en beskyttende indsats (R3). Det er ikke defineret, hvad der skal til, før kommunen vurderer, at der er behov for en beskyttende indsats.
Samtidig står der følgende om den ”faglige vurdering” i indsatsplanen:
”Da kortlægning af sprøjtemiddelsfølsomme indvindingsområder ikke er færdiggjort, skeler Randers Kommune til de nitratfølsomme indvindingsområder, som er udpeget på baggrund af nogen eller stor grundvandsdannelse til drikkevandsmagasinerne, hvor der er begrænset naturlig beskyttelse af grundvandet. NFI-områderne vurderes derfor, som udgangspunkt, også sårbare over for pesticider og andre miljøfremmede stoffer.”
Som landboforening mener vi, at lodsejerne bør have mest mulighed klarhed over, hvilke arealer der ønskes beskyttet, samt hvornår det skal ske. Som indsatsplanen er formuleret, er det en faglig vurdering, hvornår der er behov for en beskyttende indsats. Det gør det ikke tydeligt for lodsejerne, om der er behov for en beskyttende indsats på deres jord, som er udpeget i fx et IOL.
Samtidig sidestiller Randers Kommune reelt nitratfølsomme indvindingsområder (NFI) med sprøjtemiddelsfølsomme indvindingsområder (SFI). Vi betragter denne kobling mellem NFI og SFI som resultatet af en politisk afvejning i kommunen. Vi mener ikke, at Randers Kommune har tilvejebragt tilstrækkeligt fagligt belæg for, at kvælstof og pesticider kan sidestilles på den måde.
Som landboforening mener vi, at man i stedet for generelle udpegninger bør fokusere på konkrete indsatser, baseres på proportionalitet, faglighed og frivillighed. Derfor bør områdeudpegningerne være proportionale med lokale forhold, herunder at man fokuserer på de områder, der har størst strategisk betydning for vandforsyningen, samt at indsatserne ikke bliver unødigt restriktive over for berørte lodsejere.
Frivillige aftaler og erstatning
Som landboforening ønsker vi at tage ansvar for fremtidens drikkevand. Med værktøjer som strategisk arealplanlægning kan omstillingen af landbrugsarealet ske på en måde, der understøtter en stadig mere bæredygtig og arealeffektiv landbrugsproduktion. Dette kan gøres via partnerskaber mellem kommunen, erhvervet, forsyningsselskaber samt fonde, som understøttes med viden fra diverse videnscentre i kommunen.
I udgangspunktet er det vandforsyningen, der indgår de frivillige aftaler, mens det er kommunen, der som myndighed kan påbyde rådighedsindskrænkning. Vi opfordrer til, at der afsættes de nødvendige administrative ressourcer til processen omkring indgåelse af frivillige aftaler, da vi desværre oplever, at processerne ofte trækker ud, fordi det er uklart, om det er vandforsyningen eller kommunen (som myndighed), der er drivkraft i processen.
Vi mener ikke at Randers Kommunes mulighed for som myndighed at give påbud om en rådighedsindskrænkning fratager kommunen dens ansvar for, at der er dialog om løsningsmuligheder. Ikke mindst fordi kommunen har ansvaret for en stor del af den arealomlægning, der sker i regi af grøn trepart. Det vil være uhensigtsmæssigt ikke at samtænke indsatsplanen for grundvandsbeskyttelse med øvrige planer og indsatser, som fx arealomlægningsplanen (jf. den lokale grønne trepart), kommuneplanen mv.
Fra landboforeningens side forventer vi, at der ydes fuld erstatning for den landbrugsjord, der ønskes pålagt en rådighedsindskrænkning. Således har overtaksationskommissionen i flere tilfælde (Beder-, Egedal- og Sønderborg-sagen m.fl.) afsagt kendelser om værditabet i en pålagt rådighedsindskrænkning. Disse kendelser har dermed lagt et niveau for fastsættelse af værditabet – uagtet at der naturligvis skal foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag.
Derudover forventer vi, at der tages hensyn til arrondering samt om nødvendigt ydes værditabserstatning, løbende kompensation, jordfordeling eller opkøb af hele ejendomme i bl.a. de tilfælde, hvor et landbrug ikke realistisk kan fortsætte driften efter en rådighedsindskrænkning, og hvor erstatningsjord ikke kan tilbydes.
Landboforeningen Kronjylland har en konstruktiv tilgang til den omfattende arealomlægning, der i disse år finder sted. Vi tager ansvar for den grønne omstilling, som vi mener kan og bør gå hånd i hånd med en stærk dansk fødevareproduktion. Derfor ønsker vi også dialogen og samarbejdet – også for at spille processen god, da arealomlægningen sker i mange spor, herunder ved grundvandsbeskyttelse.
I er altid velkomne til at række ud.
Venlig hilsen
Poul Jakob Bønløkke
Formand
Landboforeningen Kronjylland
Strømmen Vandværk
8940 Randers SV
Høringssvar fra Strømmen Vandværk
Til Randers Kommune
Vedrørende høring om rammeindsatsplan for grundvandsbeskyttelse
Høringssvar fra Strømmen Vandværk
Strømmen Vandværk fremsender hermed vores høringssvar vedrørende Randers Kommunes rammeindsatsplan for grundvandsbeskyttelse.
Strømmen Vandværk bakker generelt op om, at der arbejdes målrettet med beskyttelse af vores grundvandsressource.
Det er vigtigt for vandværket og forbrugerne, at der også fremover kan leveres rent og sikkert drikkevand.
Vi ser overordnet positivt på den foreslåede rammeindsatsplan.
For beskyttelsen af drikkevandsressourcer, er det vigtigt, at planen lægger vægt på dialog, samarbejde og frivillige aftaler.
Vi ønsker dog at gøre opmærksom på vores bekymring vedrørende eventuelle skærpede krav til nitratindholdet i grundvandet.
Den nuværende grænseværdi for nitrat i drikkevand er 50 mg/l.
Det har desuden været meldt ud, om en mulig fremtidig skærpelse til 6 mg/l.
Strømmen Vandværk mener ikke, at der lokalt bør fastsættes en yderligere eller strengere nitratgrænse end den grænse, som regeringen og de nationale myndigheder beslutter skal gælde
på landsplan.
Vi mener, at eventuelle krav til nitratindhold bør være ensartede og baseret på nationale regler og fælles faglige vurderinger.
Det vil efter vores opfattelse give større klarhed for både vandværker, lodsejere, landbrug og øvrige berørte parter.
Hvis der lokalt indføres væsentligt strengere krav end de nationale krav, kan det samtidig medføre betydelige økonomiske og praktiske konsekvenser for de berørte vandværker og lodsejere.
Det kan blandt andet medføre behov for yderligere tiltag i indvindingsområderne, ændret arealanvendelse og eventuelt betydelige udgifter til beskyttelse af grundvandet.
Strømmen Vandværk finder det derfor vigtigt, at grundvandsbeskyttelsen sker på et fagligt, proportionalt og ensartet grundlag, og at eventuelle nye krav til nitrat ikke fastsættes
lokalt på et niveau, der går videre end de nationale krav.
Vi ønsker samtidig, at der i forbindelse med den videre behandling af rammeindsatsplanen tages hensyn til de konkrete forhold ved de enkelte vandværker og til den faktiske kvalitet af det grundvand, der indvindes.
EU nuværende grænseværdi for nitrat i drikkevand og salg af vand, læskedrikke på flasker er 50 mg/l.
Rammeindsatsplanen for nitrat ved spredning af gødning og gylle eller udledning af spildevand, skal den forblive den samme som den er i dag. (der er ikke en fast grænseværdi i dag)
Strømmen Vandværks bemærkning er derfor:
Strømmen Vandværk kan støtte en målrettet og nødvendig beskyttelse af grundvandet, men vi kan ikke støtte, at der i Randers Kommune fastsættes en lavere nitratgrænse end den,
der fastsættes af regeringen og de nationale myndigheder for hele landet, medmindre der foreligger et konkret, dokumenteret og fagligt grundlag for en sådan lokal skærpelse.
Vi opfordrer derfor Randers Kommune til at sikre, at rammeindsatsplanen ikke medfører strengere lokale nitratkrav end de nationale krav, og at eventuelle fremtidige ændringer af grænseværdier sker på baggrund af nationale beslutninger og ensartede faglige vurderinger.
Strømmen Vandværk deltager gerne i den videre dialog om grundvandsbeskyttelsen og om de konkrete tiltag, der kan være relevante for at sikre en fortsat god og sikker drikkevandsforsyning.
På vegne af bestyrelsen
Med venlig hilsen
Formand
René Frank Jensen
STRØMMEN VANDVÆRK
Vandværksvej 11 - 8940 Randers
Mob. 21705565 - Mail. rene-jane@mail.tele.dk
www.strommenvandvaerk.dk
Favrskov Kommune
8450 Hammel
Indsatser på tværs af kommunegrænser
Favrskov Kommune bekræfter at være indstillet på som myndighed at gennemføre en indsats på arealerne og på det niveau, der er vedtaget i vandværkernes delindsatsplaner for grundvandsbeskyttelse.
Dette er vedtaget i Favrskov Kommune i forbindelse med vedtagelse af kommunens indsatsplan for grundvandsbeskyttelse 22. februar 2022.
Ole Vestergaard
8990 Fårup
Randers Vandråd
8920 Randers NV
Høringssvar fra Randers Vandråd vedrørende forslag til Rammeindsatsplan
Randers Vandråd takker for muligheden for at afgive bemærkninger til forslaget til Rammeindsatsplan for grundvandsbeskyttelse.
Vandrådet ser overordnet positivt på den foreslåede rammeindsatsplan. Det er vigtigt med en fælles strategisk ramme for beskyttelsen af kommunens drikkevandsressourcer, og vi finder det positivt, at planen lægger vægt på dialog, samarbejde og frivillige aftaler som det primære redskab.
Vi finder det samtidigt væsentligt, at den tætte dialog mellem Randers Kommune og de enkelte vandværker fortsætter i arbejdet med de kommende delindsatsplaner, hvor de konkrete indsatser og prioriteringer skal fastlægges. Det er her afgørende, at løsningerne bygger på et solidt fagligt grundlag, proportionalitet og lokale forhold.
Randers Vandråd ser frem til det fortsatte gode samarbejde med Randers Kommune om at sikre en langsigtet beskyttelse af grundvandet og en robust drikkevandsforsyning til kommunens borgere.
På bestyrelsens vegne.
Mvh.
Peter Nordahn
Formand
Randers Vandråd
www.randersvandraad.dk
Verdo Vand A/S
8920 Randers NV
Syddjurs Kommune
8400 Ebeltoft
Rammeindsatsplan og miljøvurderingsrapport
Syddjurs Kommune har generelt ingen bemærkninger til Randers Kommunes rammeindsatsplan samt miljøvurderingsrapporten.
Syddjurs Kommune har dog bemærket enkelte grammatiske fejl og tastefejl i miljøvurderingsrapporten, som er listet nedenunder.
Bemærkninger til miljøvurderingsrapporten:
- Side 7: Randers Kommune har foretaget denne høringen i perioden fra den 11. december 2025 til den 7. januar 2025.''
- 7. januar 2025 skal rettes til 7. januar 2026.
- ''høringen'' skal rettes til ''høring''.
- Side 29: ''Da der må som udgangspunkt ikke må ske forurenende aktiviteter på et §3 beskyttet naturareal,...''
- må, der er markeret med fed skal fjernes.
- Side 32: På figur 6-3 er det ikke til at se bilag IV-arterne.
- Side 42: ''Der er forskellige metoder og muligheder for grundvandsbeskyttende tiltag der kan anvendes i forbindelse grundvandsbeskyttende arealanvendelse.''
- Ordet ''med'' skal være imellem ordende ''forbindelse'' og ''grundvandsbeskyttende'', som er markeret med fed.