Infrastrukturplan 2020

Byrådet har vedtaget at sende et forslag til Infrastrukturplan 2020 i offentlig høring.

Offentliggjort

21. januar 2021

Offentliggjort

10. november 2020

Infrastrukturplanen indeholder en beskrivelse af de største udfordringer for god mobilitet i Randers Kommune, og beskriver i prioriteret rækkefølge de projekter, der kan være med til at sikre en god mobilitet for alle borgere i Randers Kommune.

Infrastrukturplanen indeholder både initiativer for biler, cykler og den kollektive trafik ligesom der også er mere tværgående tiltag.

Udfordringer på statsvejnettet i Randers Kommune er også medtaget i denne infrastrukturplan, da den statslige infrastruktur i Randers Kommune er meget afgørende for, hvordan mobiliteten i Randers Kommune kan sikres.

Forhistorie

Byrådet har i budget 2019-2022 og i budget 2020-2023 besluttet, at der skal udarbejdes en samlet infrastrukturplan for Randers Kommune. Som indledning til arbejdet blev der i efteråret 2019 afholdt en infrastrukturkonference med over 100 deltagere.

På baggrund af input fra konferencen og en samlet kortlægning af de største trafikale udfordringer er der udarbejdet et forslag til Infrastrukturplan, som byrådet har besluttet at sende i offentlig høring.

Infrastrukturplanens indhold

Infrastrukturplanen er delt op i temaer:

  • Vejnet
    • Den blå barriere for nord-syd gående trafik
    • Øst-vestgående trafik i Randers
    • Veje i Landdistriktet
  • Cykeltrafik
  • Kollektiv trafik
  • Tværgående tiltag

De konkrete projekter er beskrevet mere detaljeret i det tilhørende Projektkatalog. Under hvert tema er de højest prioriterede projekter beskrevet enkeltvis med hensyn til, hvordan projektet indgår i planen, hvad projektet omfatter, hvilken effekt projektets realisering må forventes at have og endelig et skøn over anlægsudgiften.

Forslag til Infrastrukturplan 2020

Forslag til Infrastrukturplan 2020, Projektkatalog

Behandling af høringssvar

Det er nu muligt, via denne side, at komme med bemærkninger til det fremsatte forslag til Infrastrukturplan 2020. Bemærkningerne skal indsendes via formularen i bunden af denne side.

Alle høringssvar vil løbende blive offentliggjort på høringsportalen. Eventuelle høringssvar fra personer med navne- og adressebeskyttelse, vil blive anonymiseret inden offentliggørelse.

Høringssvarene vil blive opdelt i emner, og derefter besvaret samlet. Alle besvarelser vil blive offentlig tilgængelige, hvorfor der ikke sendes personligt svar til afsender af høringssvaret.

Sideløbende miljøvurdering

Der udarbejdes en miljøvurdering af infrastrukturplanen, som sendes i offentlig høring fra 4. januar. Den offentlige høring for miljøvurderingen finder sted således, at disse to offentlige høringer har samme høringsfrist.

Miljøvurdering af Infrastrukturplanen

Høringsfrist

Du kan afgive høringssvar til forslaget til Infrastrukturplan 2020 med tilhørende miljøvurdering frem til og med torsdag den 21. januar 2021.