Spildevand fra virksomhed
Skal du have tilsluttet dit spildevand til en offentlig kloak? Læs her, hvordan du skal søge om tilslutningstilladelse.
Spildevand kan opdeles i følgende overordnede typer:
- Processpildevand - kommer fra virksomhedens produktion og drift.
- Sanitært spildevand - kommer fra toilet, bad og køkken.
- Overfladevand - kommer fra regnafstrømning fra tagflader og befæstede arealer.
Hvis du har en virksomhed med processpildevand, så kræver det en tilladelse at aflede til kloak.
Hvem skal søge om tilslutningstilladelse?
Det er virksomhedens ansvar at søge om tilslutningstilladelse hos Randers Kommune. En byggetilladelse giver ikke automatisk en tilslutningstilladelse eller omvendt. Eventuelle øvrige tilladelser skal søges separat hos de respektive myndigheder (byggemyndighed, beredskabsmyndighed, Arbejdstilsyn m.v.). Tilslutningstilladelsen gives til virksomheden, som er ansvarlig for, at vilkårene i tilladelsen overholdes.
Hvornår skal der søges om tilslutningstilladelse?
I følgende situationer skal virksomheden kontakte Randers Kommune:
- Ved etablering af ny virksomhed
- Ved udvidelse af eller ændringer i produktionen, der medfører øgede mængder spildevand eller ændringer i spildevandets sammensætning.
- Hvis virksomheden udleder processpildevand, men ingen tilslutningstilladelse har.
Ved nye spildevandsafledninger eller ændringer af afledningen skal tilslutningstilladelsen være meddelt inden spildevandet tilledes kloaksystemet. Det er en god idé at kontakte Randers Kommune i forbindelse med projektering eller overvejelser om ændringer.
Hvordan søger jeg om tilslutningstilladelse?
Der skal ansøges om tilslutningstilladelse igennem Byg og Miljø.
Ansøgning om tilslutning af spildevand skal rumme oplysninger om spildevandsbelastningen, herunder:
- Virksomhedens afløbsforhold, herunder kloakker, sandfang, olieudskillere, brønde og tilslutningssteder til spildevandsforsyningsselskabets spildevandsanlæg. Vedlæg kloakplan.
- Befæstede arealer.
- For hver spildevandstype: oplysning om oprindelse, herunder om der f.eks. er tale om produktionsspildevand, overfladevand, husspildevand, kølevand m.m.
- Oplysninger om maksimal mængde af spildevand afledt pr. døgn og pr. år samt variationen i afledningen over døgn, uge, måned eller år. maksimal belastning (typisk timebelastning).
- Sammensætning af spildevand og redegørelse for indhold af næringsstoffer, organisk stof, miljøfarlige forurenende stoffer og tungmetaller.
- Beskrivelse af evt. egen decentral rensning før tilslutning.
- Oplysning om art og kapacitet af renseforanstaltninger, herunder sandfang og olieudskillere.
- Flowdiagram af processen der involverer produktion af spildevand.
- Datablade for anvendte stoffer, evt. A, B og C-vurdering.
- Evt. eget forslag til kontrol/rensning.
- Der skal fremlægges dokumentation for, at virksomhedens aktiviteter bygger på princippet om BAT. Der henvises til afsnit 4 vedrørende BAT.
- BAT - Hvis der anvendes A-stoffer, der ikke substitueres, skal der redegøres for, hvorfor disse ikke kan substitueres.
På baggrund af de indsendte oplysninger udarbejder Randers Kommune en tilslutningstilladelse, hvor der ud fra en konkret vurdering stilles vilkår for etablering, drift, vedligeholdelse, dokumentation m.m.
Føres der tilsyn og kontrol?
Randers Kommune er tilsynsmyndighed, hvilket betyder, at vi skal kontrollere om tilslutningstilladelsens vilkår overholdes. For at sikre miljøet kan vi forlange, at der skal udtages spildevandsprøver til kemisk analyse. Spildevandets sammensætning er afgørende for, hvilke stoffer der skal analyseres for, samt hvor mange prøver der skal udtages årligt. Virksomheden har ansvaret for at dokumentere, at vilkårene i tilslutningstilladelsen overholdes. Derfor skal virksomheden betale for eventuelle udgifter i forbindelse med spildevandskontrollen.
Hvis du har spørgsmål vedr. afledning af processpildevand kan du henvende dig til industrimiljo@randers.dk
Hvordan får jeg tømt min olie- og benzinudskiller?
Randers Kommune har udarbejdet et regulativ for tømning af olie- og benzinudskiller. Enhver grundejer eller virksomhed i Randers Kommune, som har etableret olie- og benzinudskiller på sin ejendom, er omfattet af regulativet. Alt affald fra olie- og benzinudskillere med tilhørende sandfang er omfattet af dette regulativ.
Se regulativ for kontrol og tømning af olie- og benzinudskillere.
Hvis du vil tilmeldes tømningsordningen eller du har spørgsmål, så send en mail til jord@randers.dk.