Tilbudsindhentning - Analyse: Erhvervsudviklingspotentialer - CO2-lagring i Randers Kommune

Vi søger tilbud på en analyse til at udforske erhvervsmuligheder knyttet til CO2-lagring i Randers

Randers Kommune søger tilbud på en analyse vedrørende erhvervsudviklingspotentialer i forbindelse med CO2-lagring. Formålet med analysen er at afklare mulighederne og perspektiverne for erhvervsudvikling relateret til lagring af CO2 i undergrunden, og derved mulige erhvervsmuligheder i kommunen. Dette inkluderer en vurdering af potentielle CO2-lagringshubs/erhvervsparker, interessen fra nationale og internationale virksomheder, samt projektets betydning for lokale jobmuligheder og den grønne omstilling i Randers Kommune.

Ansøgningen skal indeholde et følgebrev, CVR-nummer, kontaktpersoner, kompetencebeskrivelse og en pris, og den skal sendes i pdf-format til Søren Degn Pedersen via e-mail: Soren.Degn-Pedersen@randers.dk. Alle tilbud og kommunikation i forbindelse med tilbuddet skal være på dansk, med mulighed for at inkludere bilag på engelsk. Tilbudsgivere har mulighed for at stille spørgsmål til indkaldelsen frem til den 9. april 2024, og tilbudsfristen er den 15. april 2024.

Analysen ønskes igangsat hurtigst muligt og færdiggjort senest den 20. juni 2024. Det forventes, at analysens resultater vil blive anvendt til at afgøre, hvordan og i hvilket omfang der skal investeres yderligere ressourcer i udviklingen af CO2-lagring som en del af Randers Kommunes erhvervsudvikling. Dette initiativ stemmer overens med kommunens ambition om at styrke sin position som en konkurrencedygtig og bæredygtig erhvervskommune.

Yderligere information om tilbudsindhentningen og kravspecifikationer kan findes i det detaljerede dokument vedrørende denne analyse.

Spørgsmål fra tilbudsgiver og svar fra forvaltningen

 

I hvor høj grad skal analysen fokusere på de kapabiliteter Randers kommune skal være i besiddelse af, for at kunne opfylde potentialerne? Er det et centralt spørgsmål, eller skal det ses som et mindre tillæg ift. erhvervs- og beskæftigelsesanalysen…?
Randers Kommune efterspørger i analysen primært en vurdering af, hvad der ligger af erhvervs- og beskæftigelsespotentialer i CO2 lagring i Randers Kommune. Dette betyder også, at det – på nuværende tidspunkt – er af mindre betydning, hvilke kapabiliteter Randers Kommune bør være i besiddelse af. Såfremt analysen måtte vise et evt. positivt erhvervs- og beskæftigelsespotentiale kan det blive en væsentlig analyse at vurdere på behov for kapabiliteter i Randers Kommune i en efterfølgende fase.

Er det tilladt at udforme tilbud inkl. beskrivelse af leverance-team, kompetencer og pris, i PowerPoint og herefter at gemme som pdf-format og da sende til Randers Kommune sammen med følgebrevet?

Ja..

Er der begrænsninger forbundet med tilbuddet ift. antal sider og anslag?

Nej.

Kan Randers Kommune uddybe hvilken type virksomheder som omtales her: ”Analyse af forretningsmuligheder for virksomheder, der er specialiseret i at servicere relativt nyetablerede virksomheder samt mere etablerede virksomheder med behov for CO2 lagring"?

Her er der som udgangspunkt tænkt på virksomheder i rådgivnings- og servicebranchen som kan få gavn af at leverer ydelser til virksomheder med behov for CO2-lagring (Eks. rådgivende ingeniører, teknisk rådgivning, specialister indenfor CO2-lagring, IT-folk, driftspersonale til udførelse af flere forskellige opgaver på en kundes ejendom).

I hvilket omfang vil relevant personale være tilgængelig fra Randers Kommune undervejs i projektet? Her tænkes på tilgang og dialog under projektperioden og graden af interaktion mellem Ordregiver og Tilbudsgiver. Stiller Randers Kommune med et projektteam som fx indgår i interviews, statusmøder, løbende review samt evaluering af delresultater?

Randers Kommune stiller sig til rådighed med et dedikeret team, der består af kompetencer vedr. erhvervsområdet, planmæssige forhold samt energiområdet. Såfremt behov undervejs opstår for yderligere kompetencer, vil Randers Kommune forsøge at tilvejebringe dette. Det skal dog bemærkes, at Randers Kommune som udgangspunktet ikke deltager i det løbende arbejde tilbudsgiver har herunder evt. møder med eksterne og lignende tilbudsgiver måtte finde nødvendige. Randers Kommune deltager meget gerne i statusmøder herunder løbende review, og vil anse det som positivt at have denne løbende kontakt.

Forventes det at analysens resultater – udover analyserapporten – skal præsenteres via en mundtlig gennemgang for Randers Kommunes forvaltning samt et eller flere politiske udvalg i Randers Kommune senest 20. juni 2024?

Det er forventningen, at tilbudsgiver præsenterer resultaterne for Randers Kommunes forvaltning i umiddelbar forlængelse af færdiggørelsen – dvs. ultimo juni. Det forventes, at tilbudsgiver kan præsentere resultaterne for det politiske niveau på et møde ultimo august.

Hvornår forventes tilkendegivelse om tildeling af kontrakt? Forventet kontraktindgåelse og forventet kontraktstart?

Der forventes tilkendegivelse om tildeling af kontrakt medio uge 16 og opstart af aftale ultimo uge 16.