start på hovedindhold

Attraktive stillinger som mestringsvejleder i De Små Bofællesskaber

Er du vores nye kollega – og vil du være med til at gøre en forskel for vores målgruppe gennem støtte, vejledning og afprøvning, så har du her muligheden hos De Små Bofællesskaber under socialområdets handicapindsats

De Små Bofællesskaber i Randers Kommune er forankret under Område for Udviklingshandicap og Mestring og er et ikke-døgndækket tilbud, som rummer 8 bofællesskaber rundt om i kommunen. Mestringsvejlederne yder støtte, ud fra et mestringsperspektiv, til voksne over 18 år. Målgruppen er borgere med udviklingshæmning. Nogle borgere i målgruppen kan have andre diagnoser i tillæg hertil.

Om jobbet

På Grenåvej stuen er der 8 handicap-venlige boliger med eget badeværelse, tekøkken terrasse/altan. Lige oven på ligger Grenåvej 1. sal som også rummer 8 boliger. Der er et tæt samarbejde i de to afdelinger. Fællesarealerne består af en fælles tv-stue, spisestue, køkken samt stor terrasse. I weekenderne og ved særlige lejligheder spiser alle 16 borgere sammen. I hverdagene spiser de to etager adskilt. Det er pædagogerne i bofællesskabet der køber ind og laver mad til daglig, gerne i samarbejde med borgerne.

Vi er midt i en proces, hvor vi arbejder hen mod en oplevelse af ét bofællesskab med 16 borgere, snarere end to bofællesskaber med 8 borgere i hvert. Du har altså rig mulighed for at være med til at præge fremtiden i bofællesskabet på Grenåvej. Et led i denne proces er også en eventuel udvidelse af bemandingen, og dermed tidsrummet hvor der er personale i huset.

De 16 boliger bebos af en herlig borgergruppe, hvor der er god spredning på alder og køn. Fælles for dem er, at de er rigtig glade for at bo i bofællesskabet og udviser stor omsorg for hinanden. Borgerne værdsætter en gode og munter stemning, som personalet har en vigtig rolle i at understøtte og bidrage til. Borgerne er glade for at deltage i aktiviteter og ture ud af huset. Vi prioriterer derfor at sætte aktiviteter i gang, gerne med fokus på krop, bevægelse og det gode liv. Flere af borgerne er i en variant af dagbeskæftigelse, og vi har en vigtig opgave i at støtte op om dette.

Som mestringsvejleder i bofællesskaberne er du med til at støtte beboerne ud fra Randers Kommunes kvalitetstandard med udgangspunkt i Servicelovens § 85 og med henblik på øget mestring. Du arbejder i borgernes hjem, i bofællesskabets fællesarealer samt på Mestringsvejledernes kontor, som har base på Ydervangen. I hovedparten af din arbejdstid arbejder du selvstændigt uden dine kollegaer, og skal derfor være stærk i troen på egne vurderinger og i stand til at handle ud fra dem. Der er ingen sundhedsfaglige- eller plejeopgaver i jobbet, da disse udføres af hjemmeplejen.

Arbejdstiderne ligger primært i tidsrummet fra kl. 8.00-19.00 alle ugens dage. For nuværende er der arbejde hver 3. weekend. Man ansættes som selvtilrettelæggende og planlægger selv sine vagter i samarbejde med de tre kollegaer på tværs af de to afdelinger. Arbejdstiderne, weekendrullet og vilkår for selvtilrettelæggelse kan på sigt ændre sig, hvis der opstår andre behov i forlængelse af processen med en eventuel udvidelse af bemandingen.

Vi søger dig, som

  • Er uddannet socialpædagog
  • Har viden om og erfaring med neuropædagogik og KRAP
  • Har kendskab til målgruppen
  • Er idérig og har lyst til at sætte aktiviteter i gang også på tværs af De Små Bofællesskaber
  • Er stærk i forhold til monofaglig sparring og tværfaglig rehabilitering
  • Kan balancere forholdet mellem ledelse på distancen og evnen til selv at træffe beslutninger
  • Evner at definere indsatsen ud fra beboerens individuelle behov og ønsker til indflydelse i eget liv
  • Kan løfte en selvstændig indsats med stor frihed og som trives med alene-arbejde
  • Er en god kollega, der kan støtte op om det kollegiale fællesskab og sparre i forskellige situationer
  • Kan arbejde struktureret og håndtere resultatdokumentation. Kendskab til FKO/SensumOne er en fordel
  • Har respekt for at arbejde i borgerens eget hjem og kan begå sig i mange typer hjem
  • Har erfaring samt evne til at understøtte det gode samarbejde med pårørende
  • Er mødestabil
  • Kan indfri krav om kørekort og vil køre vores minibus, når vi skal på tur

Vi tilbyder

  • At du bliver en del af en overordnet personalegruppe på 19 fagligt kompetente kollegaer, som varetager opgaverne i kommunens 8 små bofællesskaber
  • At du bliver medspiller i en sund og positiv udvikling på bo området
  • Et område med et stærkt fokus på faglighed med udgangspunkt i neuropædagogik og KRAP
  • En arbejdsplads med fokus på trivsel og det gode arbejdsmiljø
  • En levende arbejdsplads præget af en uformel omgangstone med ledelse i øjenhøjde
  • Supervision og faglig sparring

Yderligere information

Du kan læse mere om vores organisation på Randers kommunes hjemmeside samt om kvalitetsstandarden på området 9 Kvalitetsstandard for botilbud til voksne - Randers Kommune.

Har du spørgsmål til stillingen,

er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Birgitte Staun Jespersen på telefon 51 21 34 81 eller tilbudsleder Anja Wangsøe på telefon 23 26 11 55.

Løn efter overenskomst samt efter kvalifikationer.

Ved ansættelse vil der blive indhentet straffeattest.

Vi afholder samtaler den 26. oktober 2026 i tidsrummet kl. 8-15 på Ydervangen 5, 8920 Randers NV.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning vedlagt relevant dokumentation via vores rekrutteringssystem senest onsdag den 18. oktober 2026. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning. Vi modtager kun ansøgninger gennem rekrutteringssystemet.

Søg jobbet nu