Lærer eller pædagog til Satellitten på Langå Skole
Har du hjertet med – og lyst til at skabe læring både inde og ude?
Brænder du for at gøre en forskel for elever med særlige behov? Har du en nuanceret og bred forståelse af læring – og har du lyst til at være med til at skabe de rammer, hvor den enkelte elev kan lykkes? Så har du nu muligheden for at komme med på Satellit-holdet. Vi søger en lærer eller pædagog til en midlertidig stilling på 37 timer på vores mellemtrin i Satellitten.
Der er tale om en tidsbegrænset stilling i et barselsvikariat. Ansættelsen er fra 1. december 2026 til og med 31. december 2027.
Om Satellitten
Satellitten er Langå Skoles specialklasseafdeling for elever fra 0.-10. klassetrin. Eleverne har typisk indlæringsvanskeligheder, autismespektrumforstyrrelser og/eller ADHD, generelle indlæringsvanskeligheder og lettere socio-emotionelle udfordringer.
Satellitten er organiseret i indskoling, mellemtrin og udskoling. Vi søger nu en medarbejder til vores mellemtrin, hvor eleverne er forskellige personligt, fagligt og socialt og derfor har brug for forskellige tilgange, rammer og muligheder for at lykkes.
Vi tror på, at læring kan finde sted mange steder og på mange måder. Vejen behøver ikke være lige – vi er optagede af at finde de veje, der giver den enkelte elev motivation, mestring og lyst til at deltage.
For os er det vigtigt, at alle elever oplever sig som værdifulde og betydningsfulde medlemmer af et fællesskab. Vi arbejder derfor med mange små, trygge og blomstrende fællesskaber, hvor eleverne kan høre til, bidrage og opleve glæden ved at være en del af noget. Vi er ca. én lærer/pædagog til fire elever, og vi har sammensat vores to klasser på mellemtrinnet med tre medarbejdere i hver klasse, som vi inddeler i mindre hold. Et tæt og ligeværdigt samarbejde mellem faglighederne er en grundsten i vores arbejde.
Vi møder vores elever med Randers Kommunes fælles børne- og læringssyn: Alle børn og unge har ressourcer og potentialer – alle børn og unge har en værdi i sig selv og gør det bedste, de kan.
Vi
- tror på, at tryghed skaber mod til at lære, og at relationer er fundamentet for både trivsel og udvikling.
- tilbyder mange små blomstrende fællesskaber, hvor eleverne kan være med på deres egne præmisser og opleve, at de har værdi og betydning.
- prioriterer undervisning og læring højt og skaber tydelige og overskuelige rammer, der understøtter den enkelte elevs behov, selvstændighed og udvikling.
- arbejder med visuelle hjælpemidler, struktur og forudsigelighed.
- møder eleverne med anerkendelse og ro og skaber rammer, der understøtter et roligt nervesystem og styrker den enkelte elevs trivsel og udviklingspotentiale.
- tilbyder løbende supervision og feedback og er stolte af et arbejdsmiljø præget af høj faglighed, stærkt fællesskab, gode samarbejdsrelationer og kender værdien af den gode pause, hvor der er tid til en kop kaffe, et grin og lidt luft i hverdagen.
- Vi står på værdierne TRYGHED og VOVEMOD – og vi har hjertet med i det, vi gør.
Du
- er uddannet lærer eller pædagog og har lyst til at arbejde med elever med særlige behov på mellemtrinnet.
- er god til at skabe relationer og møde eleverne med varme, humor, nysgerrighed og respekt.
- har lyst til at skabe en meningsfuld skoledag, hvor elevernes faglige, sociale og personlige udvikling tænkes sammen.
- har lyst til at bringe dine faglige kompetencer i spil i undervisningen. Du må meget gerne have lyst til praktisk læring, udeliv og mudrede støvler eller andre alternative læringsarenaer. Vi er nysgerrige på dine ønsker og kompetencer.
- kan skabe tydelige, trygge og forudsigelige rammer og samtidig tænke kreativt og fleksibelt.
- kan se bag om elevernes adfærd, har en rolig, eksperimenterende og problemløsende tilgang med tydelighed og anerkendelse som omdrejningspunkter.
- har gerne viden om eller erfaring med autisme, ADHD og lettere socio-emotionelle udfordringer.
- ser styrken i et tæt forældre- og tværfagligt samarbejde.
- ønsker at understøtte arbejdet med inklusion, når det giver mening for den enkelte elev.
- vil være en del af vores fællesskab med humor og varme og bidrage til vores gode arbejdsmiljø.
Hvad får du hos os?
Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor du ikke står alene med opgaven. Vi prioriterer fælles refleksion, sparring og udvikling og tror på, at vi bliver dygtigere sammen.
Du får mulighed for at bringe din faglighed, dine interesser og dine kompetencer i spil. Måske brænder du for natur, udeliv, musik, håndværk, madlavning, kreative aktiviteter, idræt – eller noget helt andet, som kan åbne nye veje til læring og fællesskab.
Du får ledelse og kolleger, der tager fagligheden alvorligt, men som også har plads til humor, varme og et godt grin i hverdagen.
Lidt om Langå Skole
Langå Skole ligger i Randers Kommunes sydvestlige hjørne og har ca. 400 elever. Specialklasseafdelingen Satellitten er normeret til 56 elever.
Vi har tradition for et stærkt og tæt forældresamarbejde og et godt samarbejde med skolens mange forskellige interessenter i lokalsamfundet.
For yderligere oplysninger
Se skolens hjemmeside: www.langaa-skole.dk.
Samtaler afholdes mandag den 26. oktober 2026.