Bostedet Neptunvej består af 48 handicapvenlige lejligheder. Foruden lejlighederne er der en kulturcafé, et internt aktivitetstilbud og administration. I dagtimerne er mange af borgerne på arbejde i forskellige aktivitets- og samværstilbud. Vi har forventning til, at vi hjælper hinanden på tværs af bostedet ved behov.
I hvert arbejdsfællesskab bor 16 borgere med et udviklingshandicap. Dine kollegaer har forskellige faglige kompetencer primært indenfor pædagogik samt det sundhedsfaglige område. På Bostedet Neptunvej er der to afdelingsledere, der deler ledelsen.
Bostedet Neptunvej er en del af Botilbuddene Voksenhandicap i Randers Kommune. Du kan læse mere om vores bosted her: Bostedet Neptunvej
Borgergruppen består af 16 borgere i alderen 18-85 år, som alle har et udviklingshandicap, der gør, at de har brug for hjælp og støtte i alle livets facetter. Nogle borgere har derudover tillægsdiagnoser.
Borgerne har grundet deres udviklingshandicap et omfattende støttebehov. Dette kan hos nogle være fuld hjælp og støtte til hygiejne og egenomsorg og hos andre et mere konkret støttebehov for hjælp og motivation til planlægning, koordinering og udførelse af hverdagens struktur og aktiviteter.
Vi arbejder med den enkelte borgers ressourcer og udfordringer ift. at kunne mestre eget liv med stort fokus på borgerens egne ønsker, håb og drømme. Dette tror vi skaber mest mulig livskvalitet for den enkelte og for fællesskabet. Hertil sætter vi en ære i at møde borgerne med åbenhed, ordentlighed og respekt for forskellighed.
Du bliver en vigtig del af borgernes liv, og vi lægger vægt på, at du møder dem med nærvær, respekt og faglighed – hvor du formår at omsætte din viden til meningsfuld støtte i hverdagen. Det betyder stort fokus på læring, faglig refleksion, sparring samt dokumentation. Du vil derudover komme til at arbejde sammen med borgerne omkring vores visuelle borgerplaner, som du kan læse mere om her: Mit liv - Min plan. Vi arbejder ud fra metoden KRAP og med afsæt i den anerkendende tilgang. Du skal kunne understøtte en hverdag med forudsigelige og genkendelige rammer, som tager afsæt i borgernes ønsker og behov.
Du kommer til at få et tæt samarbejde med kollegaer og eksterne samarbejdspartnere som myndighedsrådgivere, pårørende, aktivitetstilbud, praktiserende læger mv. Vi har en forventning om, at du påtager dig ansvar for handling samt den gode dialog i samarbejdet. Dette som en del af vores kerneopgave, hvor vi understøtter borgerens hele liv.
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Tove Adamsen telefon 23 72 52 90 eller Mette Rosenkilde telefon 21 17 65 39 i dagtimerne mellem 9-15.
Du kan læse mere om handicapområdet og vores handicapplaner i Randers Kommune her: Handicapområdet Randers Kommune
Indsend ansøgningen vedlagt relevant dokumentation via vores rekrutteringssystem senest den 26. november 2025 kl. 23.59. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Vi indkalder løbende til samtaler.
Tiltrædelse – så snart som muligt
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Ugentligt timetal: 37 timer.