start på hovedindhold

Vil du være den næste byggesagsbehandler i Randers?

Vi mangler en ny byggesagsbehandler på holdet. Som byggesagsbehandler i Randers Kommune kommer du til at arbejde bredt inden for bygge- og planloven. Vi behandler både byggesager, landzonesager og administration af lokalplaner og sætter en ære i at sikre sundt og sikkert byggeri samt, at der tages hensyn til vores fælles værdier. Naturligvis samtidig med at vi leverer en god service, en fair behandling og en effektiv sagsgang. Vi arbejder for at være med i front i vores digitale løsninger og have en finger med i spillet, der hvor det betyder noget.

Byggesagsteamet består af 12 byggesagsbehandlere og 4 administrative medarbejdere, som behandler lige omkring 1800 sager om året. Vi sætter kollegaskab højt og kan love dig en god og uformel tone og et fladt hierarki, hvor ledelsen er at finde i storrumskontoret. Vi vægter faglig sparring og samarbejde mellem hinanden højt, men har også plads til en god historie eller et godt grin. Vi har fleksibel arbejdstid, og du har som sagsbehandler stor indflydelse på at styre din hverdag.

Der sker noget i Randers, hvor alle arbejder for at skabe den bedste udgave af Randers Kommune. Vi er en af Jyllands største og mest dynamiske kommuner og har en aktiv og travl forvaltning, der arbejder for at skabe gode rammer og myndighedsbehandle borgernes og erhvervslivets projekter. Vi har fokus på effektiv og kvalificeret sagsbehandling, og det er afgørende, at vi kan yde god og hurtig service for borgere og for erhvervslivet.

Hvad indebærer jobbet

I Randers har vi stort set alle typer af byggesager, lige fra det lille udhus til større etageboliger, rækkehuskomplekser og erhvervsdomiciler i både by og på land. Vi er gruppeinddelt i to byggesagsgrupper: Enfamiliehuse og Erhvervs/etageboliger. Vi arbejder dynamisk, og der er gode udviklingsmuligheder i teamet. Som byggesagsbehandler skal du have det kølige overblik og kunne koordinere på tværs af forvaltningen.

Hvis du bliver ansat ved os, vil du skulle arbejde med:

  • byggesagsbehandling, som udgangspunkt en bred vifte af forskellige typer byggesager afhængig af din baggrund og erfaring
  • behandling af dispensationer i forhold til bygningsreglementet/byggeloven og planloven
  • vejledning og servicering af borgere og erhvervsliv
  • bidrage med byggefaglig viden i forbindelse med lokalplanlægning, udstykninger mv.
  • og bringe dig i spil til teamets øvrige opgaver, herunder landzonesagsbehandling, VVM-screening og erhvervsservice.

Hvad forventer vi af dig

Du skal have lyst til at arbejde i en serviceorienteret organisation, hvor vi løser opgaverne i dialog med både ansøgerne og hinanden. Vi har altid noget at se til, og du skal kunne trives i, at skrivebordet aldrig bliver helt tomt. Vi forestiller os, at du er uddannet bygningskonstruktør, arkitekt, ingeniør eller lignende, men det vigtigste er faktisk, at du brænder for faget.

Det skal falde dig naturligt at:

  • arbejde struktureret og ”få noget fra hånden”
  • arbejde selvstændigt, tage koordinerende styring og samarbejde internt og eksternt
  • være nysgerrig og tage initiativ til at søge og dele viden i kollegial sparring
  • være åben og have godt humør!

Ansættelsesforhold

Der er tale om faste ansættelser på fuld tid. Vi tilbyder løn efter gældende overenskomst, kvalifikationer og efter forhandling med din faglige organisation.

Hvis du gerne vil vide mere,

kan du ringe til funktionsleder Eva Særkjær Gade på telefon 20 35 38 17 eller leder af Byggesag & BBR, Carsten Riisgaard på telefon 51 56 20 26.

Samtaler forventes afholdt 26. oktober 2026.

Søg jobbet nu