
500 træer blev plantet til indvielsen af ny stor skov
Både spaden og det gode humør var fundet frem, da den nye fredsskov i Vilstrup i går blev indviet.
Nyhed
I går blev den nye Vilstrup Skov officielt indviet på den eneste rigtige måde: med at gæsterne fik mulighed for at plante træer.
Omkring 500 egetræer var de fremmødte med til at plante til det, der skal i sin første fase blive til en stor fredskov på 215 hektar – eller hvad der svarer til mere end 100 Randers Storcentre.
Dagen startede med åbningstaler af Peter Nordahn, vandforsyningschef hos Verdo, Frank Nørgaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Randers Kommune og Uffe Strandby, skovridder i Naturstyrelsen Kronjylland.
Derefter kunne man som deltager få et kig ind i Vilstrup Vandværk, som er med til at forsyne en stor del af Randers Syd, og opleve den kendte biolog og dyreekspert Anders Kofoed, mens der også var sørget for pølser til de arbejdende gæster.
En skov med mange funktioner
Vilstrup Skov er etableret i samarbejde med Naturstyrelsen og Verdo Vand. Skoven bliver anlagt som fredskov, hvilket vil sige, at området er varigt beskyttet som skov.
Ønsket med Vilstrup Skov er, at den skal skabe bedre vilkår for biodiversitet, beskytte drikkevandet, lagre kulstof og gavne klimaet samt tilbyde borgere nye muligheder for naturoplevelser tæt på byen året rundt.
Projektet ved Vilstrup er et af de første statslige skovrejsningsprojekter under Grøn Trepart.
Her finder du Vilstrup Skov
Vilstrup Skov ligger under et kvarters kørsel sydøst for Randers by. Man kan passende parkere ved skovpladsen ved Vilstrupvej 6 og udforske området derfra.



