
Bliv en af vores SOSU-elever
Er det blevet tid til at prøve noget nyt? Så skal du måske overveje en uddannelse som social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper.
Nyhed
Randers Kommune søger lige nu SOSU-assistentelever og SOSU-hjælperelever over 25 år, og under begge uddannelser får du voksenelevløn på både grundforløb og hovedforløb.
Uddannelserne er for dig, der ønsker et job, hvor mennesket er i centrum. Du går hver dag på opdagelse i pleje, omsorg og livshistorier. Det er dig, der giver borgerne et smil på læben og dig, der kan være der, når tingene bliver svære. Du bliver udfordret og klog på en vigtig faglighed og ikke mindst dig selv.
Du får:
- Meningsfyldt arbejde, hvor du gør en forskel for andre
- Gode udviklingsmuligheder og karriere
- Mulighed for fastansættelse i Randers Kommune efter endt uddannelse
- God balance mellem arbejde og fritid
- Fællesskab og gode kollegaer
- Løn under hele uddannelsen
- Praktik i udlandet som en mulighed
SOSU-hjælper eller SOSU-assistent?
Er du i tvivl om, om uddannelsen som SOSU-hjælper eller SOSU-assistent passer bedst til dig? Vi har samlet en oversigt over de væsentligste forskelle på de to uddannelser.
Primære arbejdsopgaver
SOSU-hjælper: Yder pleje og omsorg og fremmer og bevarer livskvaliteten for borgeren. Du samarbejder med borgeren om et godt hverdagsliv og støtter og motiverer den enkelte til at hjælpe sig selv mest muligt og skabe kvalitet i hverdagen.
SOSU-assistent: Sygeplejefaglige opgaver, rehabilitering og tværfagligt samarbejde. Du leder, uddelegerer og koordinerer opgaverne i et samarbejde med kolleger og borger.
Uddannelsens længde
SOSU-hjælper: 1 år og 7 måneder
SOSU-assistent: 3 år og 3 måneder
Uddannelsens opbygning
Du er skiftevis på skolen og i oplæring, så du øver dig i at bruge din faglighed og den teoretiske viden i praksis.
Muligheder for videreuddannelse
SOSU-hjælper: Du kan videreuddanne dig til SOSU-assistent.
SOSU-assistent: Du har adgang til flere professionsbacheloruddannelser som f.eks. socialrådgiver, pædagog, diætist, jordemoder, fysioterapeut, ergoterapeut, radiograf og sygeplejerske.
Lyder det som noget for dig, så søg en stilling som SOSU-elev nu. Ansøgningsfristen er d. 21. juni, men kan du ikke nå det inden da, så fortvivl ikke. Vi har optag tre gange om året.



