Byrådssal med figur af rådhuset
start på hovedindhold

Budgetaftale for 2027-2030 er indgået

Byrådssal med figur af rådhuset

”Jeg vil gerne starte med at rose alle for det store arbejde undervejs i budgetforhandlingerne, også når det har været svært. Jeg er meget glad for, at vi nu har indgået en meget bred budgetaftale, og jeg takker for det store samarbejde. Det er enormt positivt, at vi på tværs af partierne er enige om, at ambitionerne for Fremtidens Randers Kommune er vores fælles drivkraft. Samtidig er jeg rigtig glad for, at vi som led i vores aftale fordeler 12 mio. kr. i lokallønsmidler i år og 8,9 mio. året efter til de faggrupper i kommunen, der arbejder hele døgnet og tættest på borgerne,” siger Rosa Lykke Yde, borgmester i Randers Kommune.

Aftalen om budget 2027-2030 er indgået fredag 18. september 2026 mellem partierne SF, Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre.

”Jeg glæder mig særligt over, at vi med en model for regulering af demografi skaber bedre forudsætninger for et socialområde i økonomisk balance, at vi nu har en god investeringsplan på beskæftigelsesområdet, som er møntet på flere i beskæftigelse – helt i tråd med Fremtidens Randers Kommune, og ikke mindst at vi med boligplanen er enige om at bygge flere boliger på socialområdet. Det glæder os også at se, at der bliver ført kontrol for at undgå social dumping,” siger Karina Hjorth, gruppeformand for Enhedslisten.

”Vi er i SF meget glade for, at vi har fået nogle klare SF-aftryk med. Vi investerer i børn og unge, i folkeskolen og i vigtige, sociale initiativer. Samtidig tager vi ansvar for at sparke gang i arbejdet med Fremtidens Randers Kommune. Særligt er vi glade for, at vi fører en bedre normering videre på specialskoleområdet, eftergiver gæld på Rismølleskolen og genskaber en overbygning på Østervangsskolen. Vi er også virkelig glade for, at No17 kan fortsætte, og at vi styrker ungeindsatsen mod nikotin, alkohol og spilafhængighed,” siger Merete Bak Laustsen, gruppeformand for SF.

”Vi er glade for at vi fastholder anlægsinvesteringerne i folkeskolerne, samt investerer i indskolingen i almenskolen med ekstra pædagogisk personale. Vi har sammen fundet midler til at løse kapacitetsudfordringerne med fire nye vuggestuer. Vi værner om Selvhjælp Randers og Randers Krisecenter, så vi kan fremme projektet Ung mod Vold. Samtidig er vi glade for, at vi nu styrker sundhedsområdet med områdeudviklere i landdistriktet og i fællesskab har fundet driftsmidler til områdefornyelser. Og så er vi glade for at vi har en ambition om at skabe en kommune, hvor naturen får mere plads,” siger Jesper Gade, gruppeformand i Socialdemokratiet.  

”En stærk bosætnings- og markedsføringsstrategi og et løft af den lokale indsats for turisme med midler til at ansætte en dedikeret turismemedarbejder, har været vigtigt for Danmarksdemokraterne. Samtidig sikrer vi en opnormering af medarbejdere i Planafdelingen, hvilket giver en hurtigere og mere effektiv udvikling af boliger og erhverv. Vi har også sikret p-pladser på Laksetorvet samt driftsmidler til områdefornyelser. Vi er også glade for prioriteringen af talent- og eliteidrætten. Sammen med aftalekredsen har vi også haft stort fokus på, at der ikke skulle ske besparelser på skolerne,” siger Henrik Hove, gruppeformand for Danmarksdemokraterne.

”Jeg er rigtig glad for, at vi med budgettet sætter mere fart på myndighedsarbejdet omkring Flodbyen og Klimabroen. Hen over de næste 10 år skal vi gennemføre meget store projekter, som kræver, at der er ressourcer til at vi kan håndtere projekterne. Samtidig styrker vi idrætten – ikke mindst indsatsen for breddeidrætten, vi styrker turismeudviklingen og udviklingen af vores attraktive midtby i Randers. Venstre har desuden sikret, at private daginstitutioner nu får samme tilskud som de kommunale,” siger Claus Berggren, gruppeformand for Venstre.

”Med budgettet løfter vi vejområdet med tre mio. kr. om året så vi kan prioritere de mest presserende vedligeholdelsesarbejder på tværs af veje, broer og bygværker. Det er helt nødvendigt. Vi er gået til budgetforhandlingerne med krav om nul-besparelse på ældre- og omsorgsområdet, det er vi nået i mål med, og ydermere har vi fjernet brugerbetalingen på tøjvask for ældre i eget hjem. For Dansk Folkeparti har det også været vigtigt, at vi nu øger fokus på styrke ensomme ældres kendskab til de tilbud, der findes, og det skal ske i samarbejde med de frivillige organisationer,” siger Frank Nørgaard, gruppeformand for Dansk Folkeparti.

”Vi glæder os over, at der nu er midler til at gøre midtbyen mere attraktiv, at vi øger fokus på bosætning og markedsføring for at tiltrække ressourcestærke borgere og ikke mindst også sætter midler af til en tiltrækningsstrategi for virksomheder. Vi er rigtig glade for, at vi prioriterer midler til fire vuggestuer, et dagplejehus og mere fokus på dagplejere. Samtidig har vi flyttet midler over i Miljø og Teknik for at hjælpe med sagsbehandlingen, i den store udfordring vi har med Grøn Trepart,” siger Niels Jørgen Thomsen, viceborgmester og gruppeformand for Det konservative Folkeparti.

”Det er ikke det bedst mulige budget, der nu vedtages, men det politisk mulige – som vi radikale vælger at sige ja til…efter moden overvejelse,” siger Mogens Nyholm, gruppeformand for Radikale Venstre.

”Vi er rigtig glade for, at brandstationen er blevet vedtaget og, at driften af stationen bliver konkurrenceudsat. Samtidig har vi lagt vægt på, at der bliver lavet en undersøgelse af, hvordan vi fremmer kollektiv trafik til de store virksomheder og uddannelsesinstitutioner i kommunen, og at vi nu styrker dagplejen. Vi har også styrket turismeområdet gennem en forundersøgelse af et fjorddeltatårn. Det er ikke alt i budgettet, vi er vilde med, men vi under hinanden sejre og ønsker samarbejdet,” siger Henning Munkholm Eriksen, gruppeformand i Liberal Alliance.

Få kommentarer til budgetaftalen fra aftalens parter – kontaktinformation nedenfor.

Kontaktoplysninger:

Rosa Lykke Yde, borgmester SF: 60134686

Merete Bak Laustsen, gruppeformand SF: 22165957

Jesper Gade, gruppeformand, Socialdemokratiet: 24202178
Mogens Nyholm, gruppeformand, Radikale Venstre: 20658963
Niels Jørgen Thomsen, Det konservative Folkeparti: 23467250
Henning Munkholm Eriksen, Liberal Alliance: 23496308
Frank Nørgaard, Dansk Folkeparti: 23832578
Claus Berggren, Venstre: 23990334
Henrik Hove, Danmarksdemokraterne: 23489447
Karina Hjorth, Enhedslisten: 23480269