Byråd udskyder behandling af sag om energianlæg

På mødet den 22. maj 2023 skulle Randers Byråd have taget stilling til den videre proces i en sag, der kan gøre det muligt at etablere energianlæg med et samlet areal på næsten 1500 hektar ved Overgaard i den nordlige del af Randers Kommune. Behandlingen af sagen blev dog udskudt på baggrund af en mail fra en af udviklerne af områderne.

Planerne om at etablere store energianlæg med blandt andet solceller og vindmøller ved Overgaard har været i fordebat, og på mødet den 22. maj 2023 skulle Randers Byråd have taget stilling til den videre proces. Men i stedet besluttede byrådet at udskyde behandlingen af sagen. Det skete på baggrund af en mail til byrådet fra en af udviklerne af områderne.

I mailen er der oplysninger om mulighederne for økonomiske bidrag til lokalsamfundet og til Randers Kommune. Derfor foreslog borgmester Torben Hansen på mødet at udsætte behandlingen af sagen, så disse muligheder kan blive yderligere belyst og så byrådet har haft mulighed for at blive orienteret om dem, før sagen behandles.

Sagen vender tilbage til byrådet igen

I sagen skal byrådet tage stilling til om og i hvilket omfang planlægningen for energianlæggene ved Overgaard, Sødring og Dalbyneder skal fortsætte. Konkret foreslår forvaltningen på baggrund af fordebatten, dialog med ansøgere og faglige vurderinger at igangsætte en planlægning, der kan gøre det muligt at etablere energianlæg med et samlet areal på næsten 1500 hektar. Men beslutningen afventer altså nu, at de nye oplysninger fra en af udviklerne bliver belyst.

Sagen vender tilbage til behandling på et kommende byrådsmøde, når der har været afholdt et orienterende møde for byrådet om mulighederne for økonomiske bidrag til lokalsamfundet og til Randers Kommune.