
Byrådet godkender ny styringsmodel
Randers Byråd har på mødet den 26. maj 2026 godkendt en ny styringsmodel for kommunen – også kendt som Randersmodellen. Den nye model justerer blandt andet, hvordan opgaver og beslutninger fordeles mellem byrådet, forvaltningen og kommunens arbejdspladser.
Nyhed
Randers Kommune arbejder i dag efter en styringsmodel, der også bliver kaldt for Randersmodellen. Her vedtager byrådet en overordnet vision samt politikker og tværgående strategier for kommunen. Byrådet indgår samtidig aftaler med kommunens enkelte arbejdspladser og fagområder – de såkaldte aftaleenheder – om mål, udvikling og opgaveløsning.
Nu har byrådet vedtaget en ny styringsmodel, hvor det i stedet bliver et administrativt ansvar at udarbejde styrings- og udviklingsaftaler for de enkelte fagområder og arbejdspladser. Det vil ske med afsæt i de politiske mål og strategier, som byrådet har vedtaget.
Den nye styringsmodel blev vedtaget på byrådsmødet den 26. maj 2026.
Fortsat decentral ledelse og lokalt budgetansvar
Et af de største konkrete skift i den nye model er, at de nuværende aftaler mellem byrådet og de enkelte arbejdspladser bortfalder. Fremover bliver disse i højere grad et administrativt ansvar inden for de enkelte fagområder.
Den nye model ændrer dog ikke på de grundlæggende principper om decentral ledelse og lokale budgetansvar. De enkelte enheder vil fortsat have egne budgetter og mulighed for at overføre over- og underskud mellem årene inden for de gældende økonomiske rammer.
Tydeligere opdeling mellem politik og administration
Hensigten med den nye udgave af Randersmodellen er blandt andet at gøre det lettere at arbejde på tværs af fagområder og skabe en mere enkel styring af kommunen.
Den nye opdeling mellem det politiske og det administrative arbejde skal sikre, at byrådet i højere grad kan arbejde strategisk og politikskabende, mens forvaltningen får større ansvar for den konkrete omsætning af beslutningerne i den daglige drift.
På baggrund af ændringsforslag fra flere partier lægger den nye model desuden vægt på inddragelse af borgere, medarbejdere og eksterne interessenter i arbejdet med udvikling af kommunens indsatser.
Fremtidens Randers Kommune erstatter Vision 2030
Som en del af ændringen erstattes den nuværende Vision 2030 desuden af den overordnede vision for Fremtidens Randers Kommune. Visionen vil bygge på de fem overordnede målsætninger i den strategiske plan for Fremtidens Randers Kommune.
Randers Kommunes eksisterende politikker videreføres indtil videre. I forlængelse af arbejdet med de første udmøntningsplaner i efteråret 2026 vil der blive taget stilling til, hvilke politikker der skal fastholdes, revideres, slås sammen eller afskaffes.
Afstemningsresultat
Sag nr. 193 inkl. ændringsforslag om bl.a. inddragelse af borgere, medarbejdere og eksterne interessenter blev enstemmigt vedtaget.



