start på hovedindhold

De første juniormesterlære-elever fejres i Randers

Som den første årgang nogensinde har 11 afgangselever i Randers Kommune gennemført juniormesterlære. Nu bliver de fejret for deres mod til at gå nye veje gennem folkeskolen.

Nyhed

Torsdag den 18. juni samledes elever, forældre, virksomheder og skolefolk i Det Gamle Rådhus i Randers for at fejre noget helt særligt. De første elever i Randers Kommune har nemlig gennemført juniormesterlære og afslutter dermed et pionerforløb, der har kombineret skolegang med praktisk læring ude i virksomheder.

Juniormesterlære er en ny mulighed i udskolingen, hvor eleverne får en mere praksisorienteret skolegang med faste dage i en virksomhed. Formålet er at skabe flere veje til læring og trivsel for unge med forskellige styrker og interesser.

For de 11 afgangselever markerede dagen afslutningen på et forløb, hvor de ikke blot har været elever, men også medskabere af en ny måde at gå i skole på.

”De her unge mennesker har bevist, at der ikke kun er én vej gennem folkeskolen. At boglig læring kan kombineres med det praktiske, og at der er mange veje at gå. De er sammen med den nye ordning med til at bane vejen for kommende elever i Randers Kommune,” siger formand for Børn- og skoleudvalget Kasper Fuhr.

Igennem forløbet har eleverne kombineret klassisk undervisning med erfaringer fra arbejdspladser, hvor de har fået indblik i forskellige fag og brancher. Samtidig har de udviklet både faglige, personlige og sociale kompetencer gennem mødet med arbejdsmarkedet.

Fejringen fandt sted i foyeren på Det Gamle Rådhus og bød blandt andet på taler og overrækkelse af diplomer til eleverne.

Seneste nyt

Nyheder