Elever tester ny undervisning: Cykelvenner i Randers

Eleverne fra 4.C og 8.C på Vestervangsskolen i Randers har testet et nyt undervisningsforløb. Forløbet har fokus på cykling og fællesskaber, og bliver udviklet til eleverne på Randers Kommunes Skoler. Det er Randers Kommunes Cykelby-projekt, der står bag

I et nyt undervisningsforløb udviklet til eleverne i Randers Kommune skal elever i udskolingen undervise elever på mellemtrinnet og skabe cykelfællesskaber på tværs af årgange. Forløbet bliver udviklet af Randers Cykelby og virksomheden Tankegang i samarbejde med elever fra skoler i Randers Kommune.

Det første udkast til koncept og et udvalg af øvelser blev testet af 4.C og 8.C på Vestervangsskolen. 8. klasse skulle teste den del af konceptet, der går ud på at planlægge undervisningen. Eleverne i udskolingen skal eksempelvis planlægge en cykelrute med en række forskellige udfordringer undervejs. Udfordringerne skal tilpasses de yngre elever og lære dem om færdselsregler og motorik samt give dem lyst til at tage cyklen lidt oftere.

"Jeg er sikker på, at 8. klasse synes det er sjovt at træde ind i rollen som underviser. Jeg tror, det vil motivere mange af dem, at de skal forberede noget konkret for en 4. klasse. Det bliver sjovt for dem at tage ansvar og mærke den anerkendelse, der følger med," siger Flemming Mortensen, færdselskontaktlærer på Vestervangsskolen.

Eleverne fra 4. klasse testede blandt andet en rebus-øvelse, hvor de skulle finde frem til motiverende sætninger om cykling og så var de igennem den velkendte 'Simon Siger' selvfølgelig med et cykeltwist med fokus på trafikregler.

"Det her er en spændende og innovativ undervisning, der sætter fokus på cykling og fællesskaber på en rigtig interessant måde. Det er afgørende at investere i vores børns trafikforståelse og fremme cykling som en sund og bæredygtig transportform. Jeg tror fuldt og fast på, at dette initiativ vil bidrage til at skabe bedre trafikanter blandt vores unge og forhåbentlig styrke samhørigheden på tværs af aldersgrupper," siger Lise-Lotte Leervad Larsen, udvalgsformand for skole- og uddannelsesudvalget.

 

Oplagt til fagdage og samarbejde på tværs af årgange

Første del af konceptet bliver klar i løbet af 2024 og det forventes, at det derfra  løbende lanceres på skolerne i Randers Kommune.

"Jeg som trafiklærer oplever, at det rykker noget, når vi har fokus på cykling. Eleverne vil gerne lære og de konkurrenceelementer, der er i Cykelvenner i Randers, virker til at have god effekt. Det er oplagt til fagdage, hvor vi har gode muligheder for at lave noget på tværs af klassetrin," siger Flemming Mortensen.