start på hovedindhold

Flere byggegrunde på vej i Langå og Harridslev

Randers Byråd har på mødet den 22. juni 2026 sat gang i arbejdet med nye byggegrunde i Langå og Harridslev. Tilsammen kan de to boligområder give mulighed for op til 59 nye parcelhusgrunde.

Nyhed

Der er stor interesse for at bygge nyt i både Langå og Harridslev, og nu er flere byggegrunde på vej ved Mads Nielsensvej i Langå og Basager i Harridslev.

Begge steder har Randers Byråd nu bevilget penge til at forberede byggemodning af grundene. Det skete på mødet den 22. juni 2026.

I Langå kan der blive mulighed for op til 24 nye parcelhusgrunde, mens området ved Basager i Harridslev kan give mulighed for op til 35 nye parcelhusgrunde.

I begge områder bygger de nye planer videre på eksisterende udstykninger, hvor der har været stor interesse for grundene. Ved Mads Nielsensvej i Langå er næsten alle grunde solgt, mens der i Basager i Harridslev er én grund tilbage til salg.

Nye boliger tæt på eksisterende lokalsamfund

De nye grunde skal være med til at give flere familier mulighed for at bosætte sig i to byer, hvor der allerede er etablerede boligområder og lokale fællesskaber.

Ved Mads Nielsensvej i Langå skal der også arbejdes med et nyt stianlæg fra området mod Gydevej. I Harridslev ligger Basager som en videreudbygning af byen, hvor der i første etape er byggemodnet 13 grunde og en storparcel.

Før grundene kan udbydes til salg, skal områderne planlægges nærmere. Det handler blandt andet om veje, stier, belysning, afvanding og grønne områder, så de nye boligområder kan hænge godt sammen med resten af byen.

Næste skridt før salg af grunde

Med byrådets beslutning er der afsat penge til projektering og byggeledelse af de to områder. Når projekteringen er afsluttet, skal byrådet tage stilling til selve anlægsarbejdet. Herefter kan områderne byggemodnes, og grundene kan senere udbydes til salg.

Der er afsat 0,65 mio. kr. til projektering og byggeledelse af etape 2 ved Mads Nielsensvej i Langå og 0,6 mio. kr. til projektering og byggeledelse af etape 2 ved Basager i Harridslev.

Afstemningsresultat

Sagerne 219 og 220 om at sætte gang i arbejde med nye byggegrunde i Langå og Harridslev blev enstemmigt vedtaget

Læs mere om sagerne på byrådets dagsorden

Seneste nyt

Nyheder