Flere er medlem af en idrætsforening i Randers Kommune

Idrætsforeningerne i Randers Kommune gik frem med 1.997 medlemmer i 2023.

Flere er blevet medlem af en idrætsforening i Randers - er der blandt andet blevet flere små fodboldspillere

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI kunne sidste år præsentere et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger, og nu kan de to organisationer igen melde om fremgang. I Randers Kommune er der i 2023 kommet 1.997 flere medlemmer, så der nu tilsammen er 35.690 medlemmer i kommunens 150 idrætsforeninger. En stigning på 5,93 %.

Louise Høeg, formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune:

”Hvor er det skønt at se den positive udvikling. I Randers Kommune vil vi ’Bevæg dig for livet’. Vi har i perioden prioriteret midler til breddeidrætten. Midler, der blandt andet går til frivillighed og til de børn, der står udenfor foreningsfællesskaber. Det er fantastisk at se, hvordan foreningslivet spiller med i indsatsen, og hvordan det store stykke arbejde lykkes og giver flere medlemmer - og dermed mere aktivitet og bevægelse,” siger Louise Høeg.

Foreningerne i DIF og DGI har i hele landet fået yderligere 85.261 medlemmer. Dermed er det samlede medlemstal oppe på 2.424.915.
Gode tilbud og vigtige frivillige

I 2019 var der for første gang over 2,3 millioner medlemmer i idrætsforeningerne under DIF og DGI på landsplan. Under corona knækkede kurven for en stund, men efter pandemien gik det fremad igen, og nu er tallet altså for første gang over 2,4 millioner medlemmer.

”Den flotte stigning af medlemmer i Randers Kommunes idrætsforeninger viser, at fællesskabet vokser sig stærkere, og det vidner om den dedikation, de mange frivillige ildsjæle lægger i foreningerne hver dag. I Randers Kommune har flere foreninger været idérige, når det handler om at få flere medlemmer. Det gælder eksempelvis SIF Assentoft, som har igangsat flere initiativer som eksempelvis etablering af Boldbanden, hvor de mindste boldspillere introduceres til boldspillets mange facetter via leg, bevægelsesglæde og motorisk udfordring,” siger DGI Østjyllands direktør Bjørn Ruben Pedersen.

Hos DIF og formand Hans Natorp er der glæde over den nationale udvikling i medlemstallene:

”Vi er selvsagt stolte over udviklingen og den nye rekord. De mange gode tilbud i idrætsforeninger appellerer bredt, og vi må igen bare kippe med hatten og sende en særlig tak til de mange frivillige. Det er dem, der får det hele til at glide ude i foreningerne,” siger Hans Natorp.

Fælles idrætsvision har gjort en forskel

Siden 2015 har DIF og DGI arbejdet sammen om ’Bevæg dig for livet-visionen’ med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Målet er at få flest mulige borgere til at bevæge sig, og visionen er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.

I de første år af visionsarbejdet blev der udviklet og implementeret en lang række indsatser og nye idrætskoncepter. Mange af dem bidrager til den samlede medlemsvækst i idrætsforeningerne og er nu så forankrede, at de vil leve videre efter 2024, når den oprindelige visionsperiode i ’Bevæg dig for livet’ udløber.

Den fælles interesse i DIF og DGI er at få endnu flere aktive borgere og medlemmer i idrætsfællesskaberne. Derfor vil de to organisationer fortsætte samarbejdet i ’Bevæg dig for livet’ i de kommende år på udvalgte områder og sætte endnu mere fokus på vigtigheden af frivillighed i idrætsforeningerne.

Fakta om medlemstallene

Det samlede medlemstal for DIF og DGI er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlemmer af begge organisationer. Tallet er for kalenderåret 2023, og et aktivitetsmedlem tæller med i statistikken, når der er tale om et medlemskab i mindst tre måneder af året.
Det er muligt at dykke ned i tallene for de to organisationer på henholdsvis dif.dk/medlemstal og dgi.dk/medlemstal.