
Forældre skal betale mindre for at have børn i dagtilbud
Fra 1. marts 2026 sænker Randers Kommune den andel, som forældre selv skal betale, når deres børn går i daginstitution eller dagpleje. Det har Randers Byråd besluttet i en sag, hvor der også blev afsat penge til at styrke normeringen. Sagen udspringer af en børnepakke, som Folketinget har vedtaget.
Nyhed
Forældre i Randers Kommune kan nu se frem til en lavere egenbetaling for at have deres børn i daginstitution eller dagpleje. Konkret falder andelen, som forældre selv skal betale af den samlede pris, fra de nuværende 25 procent til 21,3 procent.
Det har Randers Byråd besluttet på mødet den 23. februar 2026 i en sag, hvor der også blev afsat penge til at styrke normeringen.
Takstnedsættelser fra 1. marts 2026
Ændringen træder i kraft fra den 1. marts 2026, hvor taksten for et barn i dagpleje falder med 456 kroner, mens taksten for et barn i vuggestue vil falde med 430 kroner og med 257 kroner for et barn i børnehave.
Sagen udspringer af den børnepakke, som Folketinget vedtog i forbindelse med Finansloven for 2026. Børnepakken indeholder blandt andet krav om, at kommunerne skal sænke andelen af forældrenes egenbetaling af den samlede pasningsudgift inden 1. januar 2027. Til den tid må pædagogiske ledere heller ikke tælle med i normeringen.
I 2026 har staten afsat et beløb til at indfase børnepakkens ændringer i kommunerne, hvoraf Randers Kommune modtager 29,2 mio. kr.
Med byrådets beslutning er der afsat 11,6 millioner til takstnedsættelserne i 2026 og for at Randers Kommune kan leve op til de nye normeringskrav, er der afsat 14,5 millioner kroner til løbende at ansætte ekstra pædagogisk personale frem mod januar 2027.
Lovændringer og økonomiske rammer på vej
Når også afledte udgifter regnes med, resterer der fortsat 2 millioner kroner af de tildelte midler i 2026. Dem har byrådet besluttet at børn- og skoleudvalget har dispositionsret over.
Det er fortsat uvist, om Randers Kommune får fuld økonomisk kompensation for de permanente ændringer, som børnepakken medfører i efterfølgende år. Både de lovgivningsmæssige og økonomiske rammer for de permanente ændringer forventes at komme på plads i løbet af 1. kvartal 2026, hvorefter forvaltningen kan lave en mere præcis beregning af de økonomiske konsekvenser.
Afstemningsresultat
Sag nr. 79 blev enstemmigt vedtaget.







