Fortæl, hvor meget du bevæger dig

Går du ture? Eller dyrker en idræt i fritiden? Randers Kommune indgår i Danmarks største måling af bevægelse, og der er brug for dine svar.

Måske er du en af de mere end 565.000 danskere, der i disse dage får et spørgeskema om bevægelse i din e-Boks. Forskere fra Syddansk Universitet er i gang med den største nationale måling af bevægelse herhjemme nogensinde – og Randers Kommune indgår i den.

Vi bevæger os alle sammen hver dag. Bevægelse er så meget forskelligt: At grave i haven, tage cyklen til supermarkedet eller at gå en tur med hunden. At strække kroppen til yoga, at løfte tunge vægte eller at tage mod til sig og bade i havet.

’Danmark i Bevægelse’ undersøger nu for anden gang, hvordan og hvor meget vi bevæger os, hvad der motiverer os til at komme i gang, og hvilke muligheder vi har for at være aktive dér, hvor vi bor. Denne viden er en forudsætning for, at flere kan få et mere aktivt liv.

Er du en af dem, der har modtaget spørgeskemaet, og svarer du på det, så indgår du i lodtrækningen om 14 præmier á 10.000 kr. skattefrit. Svarer du på nogle ekstra spørgsmål, er du med i lodtrækningen om yderligere 6 præmier på hver 5.000 kr.

Dine svar er værdifulde

Der er brug for mange svar på undersøgelsen i hver eneste kommune, også i Randers. Resultaterne gøres nemlig op kommune for kommune. På den måde får alle kommuner en grundig viden om borgernes bevægelsesvaner i netop deres område.

”Igennem initiativet Bevæg Dig For Livet og vores fritidspolitik arbejder vi målrettet for, at flere borgere bliver en del af et idrætsfællesskab. Bevægelse og fællesskab er nøglen til både trivsel, sundhed og livskvalitet – og derfor er det vigtigt, at vi hele tiden bliver klogere på, hvordan vi kan støtte flere i at være aktive i hverdagen,” siger Louise Høeg, formand for Sundheds-, Idræts, og Kulturudvalget i Randers Kommune.

Nyt: 180.000 børn indgår

Som noget nyt undersøger ’Danmark i Bevægelse’ denne gang ikke kun unge og voksnes bevægelsesvaner, men også bevægelse hos 180.000 børn på 3-14 år - i hjemmet, i fritiden, i daginstitution/skole og som transport. Her indgår bl.a. spørgsmål om, hvordan barnet oplever at være fysisk aktiv, og hvilke barrierer og motiver der er i spil.

Da børn ikke har en e-Boks, sendes spørgeskemaet til en af deres forældre med en opfordring til, at man udfylder skemaet sammen med barnet.

Formålet med ’Danmark i Bevægelse’ er at bidrage til, at flere kan være aktive og deltage i idrættens fællesskaber til gavn for deres trivsel og folkesundheden.

Undersøgelsen er støttet af Nordea-fonden.

Læs mere om undersøgelsen her

Seneste nyt

Nyheder