start på hovedindhold

Fra Aarhus til Randers: Bernth & Co. fandt plads til både restaurant og ambitioner

En central beliggenhed, attraktive huslejevilkår og et større kundegrundlag end forventet. Familien bag restauranten Bernth & Co. valgte Randers, da de skulle åbne deres nye restaurant.

Nyhed

I sommeren 2026 åbnede Bernth & Co. i hjertet af Randers. Bag restauranten står en far og hans to sønner, der sammen har skabt et spisested med fokus på gode råvarer, kvalitet og mad lavet fra bunden.

Familien kommer fra Aarhus og undersøgte flere byer, inden valget faldt på Randers. Her fandt de et lokale i den historiske bymidte, som både passede til deres restaurantkoncept og gav dem attraktive vilkår for at starte virksomhed.

”Vi kunne rigtig godt lide centrum af Randers med de gamle bygninger og bindingsværkshusene. Og så fandt vi et lokale, der passede rigtig godt til vores idé,” fortæller Bo Marcussen.

Efter en måneds intensiv renovering kunne familien slå dørene op. Og modtagelsen overraskede dem.

0

Sønnerne i Bernth & Co

Flere madentusiaster end forventet

Siden åbningen har Bernth & Co. oplevet stor interesse fra lokale gæster. Mange vender tilbage, mens andre finder vej til restauranten gennem anbefalinger.

Særligt interessen for gode råvarer og madoplevelser har overrasket familien.

”Vi er blevet positivt overraskede over, hvor stor interessen for god mad og kvalitetsråvarer er i Randers. Her er mange madentusiaster, som virkelig går op i, hvad de spiser, og som sætter pris på gode råvarer,” fortæller Storm Marcussen.

Også på tidspunkter, hvor familien havde forventet mere stille perioder, har der været travlt.

”En onsdag formiddag kan her sagtens være helt fyldt. Det havde jeg slet ikke regnet med.”

En attraktiv placering til en lavere husleje

For familien er det ikke kun gæsternes interesse, der gør Randers attraktiv. Også de økonomiske vilkår har haft betydning for valget af by.

”Vi kan få en meget central placering til en attraktiv husleje. Samtidig oplever vi en god købekraft blandt vores gæster og mindre konkurrence end i Aarhus. Det giver nogle gode rammer for at drive restaurant”, fortæller Bo Marcussen.

Hurtig sagsbehandling gjorde opstarten lettere

Da restauranten skulle åbne, oplevede familien et smidigt forløb med de nødvendige tilladelser.

Blandt andet kom alkoholbevillingen på plads på omkring 14 dage – hurtigere, end familien tidligere har været vant til.

Det var med til at gøre opstarten lettere, så familien kunne koncentrere sig om at få restauranten klar til de første gæster.

For familien bag Bernth & Co. har Randers dermed vist sig at være mere end et godt sted at åbne restaurant. Her har de fundet både de rette rammer og et kundegrundlag, der har overgået deres forventninger.