
Frivillige sociale foreninger kan søge puljemidler fra 1. juli
Frivillige sociale foreninger og organisationer i Randers Kommune kan nu søge puljemidler til frivilligt socialt arbejde for 2027. Ansøgningsperioden løber frem til 1. september 2026.
Nyhed
Puljemidlerne kan søges af foreninger og organisationer, der arbejder med socialt udsatte børn, unge eller voksne, som bor i Randers Kommune.
”De frivillige sociale foreninger gør en vigtig forskel for mange mennesker i Randers Kommune. Ansøgningsrunden åbner i år allerede 1. juli, så foreningerne kan søge og komme godt i gang med planlægningen af næste års aktiviteter,” siger Karina Hjorth, formand for Social- og arbejdsmarkedsudvalget.
Randers Kommune vurderer blandt andet ansøgningerne ud fra målgruppe, indsats, graden af frivillighed, hvor mange borgere der får gavn af indsatsen, og hvilke udgifter der søges støtte til. Ansøgningerne behandles i november 2026, og midlerne forventes herefter udbetalt i januar 2027.
Ændringer i ansøgningsprocessen
Ansøgningsprocessen ligger i år for første gang tidligere på året for at give foreningerne tidligere besked og bedre mulighed for at planlægge aktiviteter og økonomi fra årets begyndelse. Randers Kommune har samtidig tilpasset ordningen til ny lovgivning, så støtten opdeles efter alder, mens foreninger, der arbejder på tværs af alder fra 0-66 år, fortsat møder én samlet indgang.
”Vi ved, at de frivillige foreningers arbejde skaber stor værdi for mange borgere i udsatte livssituationer. Med den nye proces får foreningerne bedre mulighed for at planlægge deres arbejde og bruge kræfterne dér, hvor de gør størst gavn,” siger Karina Hjorth.
Ansøgning om puljemidler sker fra 1. juli 2026 på www.randers.dk/frivilligstøtte
Informationsmøde om puljemidlerne
Foreninger, der ønsker at høre mere om puljemidlerne og ansøgningsprocessen, kan deltage i et informationsmøde mandag den 10. august 2026 kl. 16.30-18.00.
På mødet gennemgås blandt andet målgruppe og kriterier for puljen, og der bliver mulighed for at stille spørgsmål til ansøgningen. Mødet foregår på Laksetorvet 1, lokale D.2.58. Af hensyn til forplejning er der tilmelding senest torsdag den 6. august 2026 på mail til frivilligstotte@randers.dk.



