
Højt humør til sankthansfester på plejecentre
Der var en masse fejring og godt humør, da sankthans i sidste uge blev fejret rundt om på kommunens plejecentre.
Rundt om på flere af kommunens plejecentre blev sankthans i sidste uge fejret med musik, fællessang, fællesspisning og ikke mindst en masse hygge – også selvom det i år ikke blev med et bål. For mange er det vigtigste nemlig, at man kan være sammen og få nogle hyggelige timer, og det er en fast tradition, som beboere og personale ser frem til hvert år.
På Ældrecenter Spentrup blev der holdt en lille sommerfest til frokost, på Terneparken blev der fejret i flere forskellige fællesskaber, hvor nogle beboere f.eks. havde hyggelige timer med medbeboere fra egne enheder, mens andre var sammen med en eller to pårørende. I Landsbyen Møllevang stod den på grillmad og musik, på Møllebo var der helstegt pattegris, fællessang og bestilt en musiker, på Kollektivhuset var der fællessang og frikadeller med kartoffelsalat, på Huset Nyvang blev der fejret i samarbejde med daginstitutionen ved siden af, på Vorup Plejehjem var der grillmad og musik, på Ældrecenter Åbakken var der musik og 2-retters menu, på Lindevænget var der grillmad, på Kristrupcentret blev sankthans fejret samtidig med indvielsen af deres nye terrasse.
Vi har samlet lidt billeder fra fejringerne.