
Kom med på tur og få indblik i fremtidens Gudenåenge
Hvordan går det med dyre- og plantelivet i Gudenåengene efter flere års naturgenopretningsprojekter? Og hvilke nye planer er der for naturområdet? Det kan man høre mere om onsdag den 19. august, når Aage V. Jensen Naturfond og Randers Naturcenter inviterer til guidet tur i Gudenåengene.
Nyhed
Aage V. Jensen Naturfond ejer i dag store dele af arealerne langs Gudenåen ved Randers og har i mange år været en central aktør i udviklingen af naturen i Gudenåengene, hvor tidligere landbrugsarealer er blevet omdannet til værdifulde vådområder.
Nu har man mulighed for at komme helt tæt på naturen og høre mere om fondens planer for de naturgenoprettede enge, der blandt andet rummer et af Danmarks mest artsrige fugleområder.
”Mange kender Gudenåengene som et skønt naturområde, men de færreste ved, hvor mange overvejelser, indsatser og langsigtede mål, der ligger bag udviklingen af området. Derfor er vi glade for, at Aage V. Jensen Naturfond vil dele deres viden og perspektiver med os og give et indblik i, hvordan de arbejder med at udvikle naturen i Gudenåengene,” siger naturcenterleder Helle-Marie Taastrøm fra Randers Naturcenter.
Vandbøfler og sjældne fugle
Arrangementet starter ved Randers Naturcenter, hvorfra turen går i samlet flok til pavillonen i Gudenåengene. Her fortæller driftsleder Thomas Holst Christensen fra Aage V. Jensen Naturfond om områdets historie, de naturmæssige resultater af genopretningen og de planer, der ligger for fremtiden.
Man kan blandt andet høre om nogle af de over 230 fuglearter, der er observeret igennem de seneste godt 20 år, herunder for eksempel den sjældne pungmejse og blåhalsen. Blandt emnerne er også optælling af guldsmede og de store græssende dyr, som kan blive en del af fremtidens naturpleje i området, herunder vandbøfler, som måske kan være på vej til engene.
Arrangementet finder sted onsdag d. 19. august kl. 14.00-15.30 med start og slut på Randers Naturcenter, Gudenåvej 20, 8920 Randers NV.
Tilmelding er nødvendig og kan ske senest den 17. august klokken 12.00 via Randers Naturcenters hjemmeside.



