Lad dog dit barn cykle

Ny kampagne skal få flere forældre til at sende deres børn og unge afsted på cyklen og dermed selvtransportere sig til skole. Det forbedrer deres sundhed, indlæring og livskvalitet. Mange børn vil som udgangspunkt gerne cykle selv, men forældrene ser det som risikofyldt, hvilket kan skabe en oplevelse af, at trafik er farlig, viser ny undersøgelse.

30. maj 2024

Lad dog dit barn cykle, sådan lyder overskriften på en ny kampagne, der rulles ud på de sociale medier målrettet forældre til børn og unge i Randers Kommune. Kampagnen skal inspirere forældre til at lade deres børn cykle til skole og sætter fokus på, hvordan forældres bekymringer og undskyldninger vokser sig store i børnenes hoveder og kan påvirke deres transportvaner negativt.

"Forældre spiller en vigtig rolle i at fremme sunde transportvaner hos deres børn. Vores kampagne 'Lad dog dit barn cykle' skal hjælpe forældre med at overvinde deres bekymringer og se fordelene ved cykling. Vi er helt opmærksomme på, at familier i byer uden gode stiforbindelser har andre udfordringer, så denne kampagne er primært til forældre til børn, der kan transportere sig på en cykelsti eller via trafiksikre veje. Ved at lade børnene cykle til skole, giver vi dem ikke kun en sund transportvane, men også en følelse af selvstændighed og selvtillid. Det er en investering i deres fremtid," siger Frank Nørgaard, formand for miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.

Kampagnen bygger på indsigter fra en antropologisk undersøgelse foretaget af Cowi blandt forældre og børn i de tre deltagende kommuner Randers, Egedal og Aabenraa.

Små undskyldninger kan vokse sig store i børns hoveder

Forældre spiller en afgørende rolle i at skabe en sikker og tryg trafikkultur. Kampagnen vil derfor arbejde med at nedbryde de fortællinger, som skaber frygt og erstatte bekymringer med positive historier om cykling. Gennem minder om deres egne gode oplevelser med at cykle til skole som børn, kan forældre styrke deres børns selvtillid og tryghed ved selvtransport.

"Vi har med hjælp af AI-værktøjer udviklet et univers til kampagnen, der på en humoristisk måde formår at vise det overdrevne i nogle forældres bekymringer. På den måde gør vi budskabet mere tilgængeligt og mindeværdigt, og forhåbentlig får vi en hel del forældre til at reflektere over deres egne, og ikke mindst deres børns, transportvaner," siger Birgit Berggrein, der er projektleder i Randers Cykelby.

Randers Kommune opfordrer forældre til at støtte op om kampagnen "Lad dog dit barn cykle" og være med til at skabe en tryg, sund og aktiv hverdag for deres børn.

Kampagnen kører på sociale medier Randers Cykelby og Randers Kommune i maj og juni og igen efter sommerferien og er målrettet forældre, der har børn, som kan transportere sig via cykel på anbefalede skoleveje, cykelstier eller anden trafiksikker vej.

Seneste nyheder

Nyheder