start på hovedindhold

Kig på fugle ved Gudenåen – og støt en god sag

Fuglekig, ponyridning og lyserøde pandekager er blandt aktiviteterne du kan opleve, når der igen afholdes Lyserød Lørdag hos Randers Naturcenter for at samle ind til brystkræftsagen.

Lørdag den 3. oktober er der lagt op til en hyggelig og aktiv eftermiddag for hele familien under åben himmel, når Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Randers og Randers Naturcenter inviterer til Lyserød Lørdag.

Sidste år blev arrangementet i Randers aflyst grundet vejret, men i år får det vinger med Naturcentrets nye fugleguide.

"Til årets Lyserød Lørdag glæder vi os meget til at sende børn og voksne ud omkring Gudenåen med fuglekikkert og vores helt nye fugleguide under armen. Tænk, at man en lørdag eftermiddag kan gå ud i naturen, se på fugle, nyde lidt kaffe eller en pandekage og samtidig være med til at støtte op om en god sag ", siger Helle Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.

Pandekager og ponyer på programmet
Årets Lyserød Lørdag finder sted ved Randers Naturcentur i tidsrummet kl. 13-16.00. Her vil Ingrid Rasmussen fra Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Randers og Helle Marie Taastrøm fra Randers Naturcenter starte med at byde alle velkommen.

Efterfølgende kan du vælge mellem forskellige gåruter af cirka 1, 3, 5 og 7 kilometer i naturen omkring Gudenåen, hvor det altså i år som noget nyt er muligt at få fuglekikkert og fugleguide med tur. Den nye fugleguide indeholder viden om fuglelivet ved Gudenåens enge, som naturfolk har kortlagt gennem 20 år.

Efter gåturen kan man se frem til ægte efterårshygge på Naturcenteret. Her er der mulighed for at bage lyserøde pandekager over bål, børnene kan få en ridetur på en af de søde ponyer, og man kan købe kaffe og kage. 

Info om Lyserød Lørdag i Naturcentret

  • Sted: Randers Naturcenter, Gudenåvej 20, Randers NV.
  • Tidspunkt: Lørdag d. 3. oktober kl. 13-16.
  • Pris: Det koster 50 kroner pr. person at deltage i gåturen. Betaling sker kontant eller via Mobilepay ved ankomst.
  • Alle indtægter fra dagen går ubeskåret til forskning i brystkræft.
  • Huske praktisk fodtøj og påklædning efter vejret.
  • Se mere info om programmet på: https://www.randersnaturcenter.dk/kalender/lyseroed-loerdag/
  • Siden 2008 har Kræftens Bekæmpelse sammen med frivillige, foreninger og erhvervslivet i hele landet arrangeret Lyserød Lørdag for at samle ind til brystkræftsagen gennem lyserøde aktiviteter. Læs mere om Lyserød Lørdag på: https://www.cancer.dk/stoet-brysterne/lyseroed-loerdag/

Seneste nyt

Nyheder