Mens det sner, skruer skolerne i Randers Kommune op for hyggen

Der står vinterhygge på skemaet på skolerne i Randers Kommune for de elever der er mødt op trods snestormen.

Nyhed

Det blev en anderledes sidste skoledag inden vinterferien for skoleeleverne i Randers Kommune – vel og mærke dem, der ikke skød ferien i gang en dag før tid. Snestormen gjorde det nemlig besværligt at komme frem, så mange elever måtte blive hjemme.

Men for de fremmødte elever har der stået vinterhygge på skemaet på flere skoler i Randers Kommune.

På Asferg Skole er der blevet fejret fastelavn for 41 udklædte elever. Her er også blevet leget i sneen, men dagens mest specielle aktivitet må alligevel være en gemmeleg med mulighed for at gemme sig på hele skolen.  

Fastelavn på Asferg Skole 2026

Fastelavn på Asferg Skole 2026

På Trekløverskolen var der også vinteraktiviteter på programmet for de 27 fremmødte børn. Flere trodsede de kulden og tændte op i bålet. Menuen stod på pandekager over bål. Indenfor har den stået på bagning, fastelavnsfejring og almindelig undervisning. Og det blev da vist også til en kælketur eller to.

Også på Bjerregrav Skole er der fundet tid til hygge. Her skulle de egentlig have holdt fastelavnsfest, men med kun halvdelen af eleverne til stede, valgte man at sadle om. I stedet bagte 6. klasserne boller, 5. lavede kahoot quiz og resten af skolens børn har hygget i fællesskab med læsning, krea, spil og leg, inden hele skolen sluttede dagen af med at spise boller.