start på hovedindhold

Nyt fællesskab for mænd

Savner du nogle at mødes med? Til en snak, en god frokost, et spændende oplæg eller en hyggelig aktivitet? Så er forløbet Mænd i fokus – sundhed og sammenhold måske noget for dig.

Hver tirsdag fra kl. 11-14 mødes en gruppe mænd i FOFs lokaler i Randers midtby. Strukturen er den samme hver gang. Først er der morgenkaffe, så en fælles gåtur eller lidt lette træningsøvelser, der kan hjælpe, hvis man f.eks. har ondt i skuldre, knæ eller ryg.

Efter træningsøvelserne er det tid til dagens aktivitet eller tema. Her kan alle deltagerne komme med forslag til, hvad de gerne vil lave. Der har f.eks. været oplæg om slægtsforskning, besøg i kolonihaver og fælles madlavning. Og til sidst er der fælles frokost, som bliver lavet af en kok, der er tilknyttet forløbet.

Stor succes

Forløbet startede som et forsøg i april og frem til sommerferien i et samarbejde mellem Randers Sundhedscenter og FOF. Flere af deltagerne har tidligere gået på et forløb i Randers Sundhedscenter, f.eks. et nikotin- og rygestophold, et livsstilshold eller været på et rehabiliteringsforløb. Her oplevede både sundhedscentret og FOF, at der manglede et tilbud til de mænd, der efterfølgende ønskede at være en del af et fællesskab, hvor de kunne holde fast i deres gode vaner.

Deltagerne i første sæson viste sig at være så glade for det, at der nu er startet en ny sæson frem til december i år. Håbet er, at det fremover bliver et fast forløb. Alle mænd er velkomne, uanset om man tidligere har deltaget på et hold i sundhedscentret eller ej. Og man er også mere end velkommen, selvom man ikke har været med fra starten af den nye sæson.

Projektet er støttet af Kulturministeriets Udviklingspulje til lokal folkeoplysning.

Seneste nyt

Nyheder