
Optakt til festival: Hvem kan dyrke den vildeste solsikke?
Randers Bibliotek inviterer til Solsikkefestival i september 2026, hvor de usynlige udfordringer bag solsikkesnoren er i fokus. Som optakt til festivalen kan man deltage i en konkurrence om at dyrke den vildeste solsikke. Man kan få gratis solsikkefrø på Randers Bibliotek og i No. 17.
Nyhed
I to uger i september sætter Randers Bibliotek fokus på mangfoldighed og usynlige handicap, og byder på foredrag, underholdning og workshops.
”Solsikkefestivalen viser rigtig fint, hvordan kultur kan samle os og skabe forståelse. Derfor er jeg rigtig glad for, at biblioteket sætter fokus på usynlige handicap med festivalen,” siger Erik Bo Andersen, formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget.
”Jeg er både glad og stolt over, at vi får en Solsikkefestival i Randers Kommune. Den er med til at skabe forståelse for de mange borgere, der lever med usynlige handicap, og viser, hvor vigtigt det er, at vi møder hinanden med rummelighed,” siger Karina Hjorth, formand for Social- og arbejdsmarkedsudvalget.
Dyrk en solsikke
Alle interesserede børn og voksne kan deltage i konkurrencen om at dyrke den vildeste solsikke – og følge blomstens udvikling fra frø til solgult vidunder. Det tager otte til 12 uger at dyrke en solsikke.
”Det betyder ikke noget, hvor høj solsikken bliver – den kan være vild på mange måder. Vindersolsikken kan være lille i en stor have, den eneste blomst på altanen, eller bare lidt speciel midt i et bed af andre blomster,” siger Bettina Boddum, medarrangør af Solsikkefestivalen på Randers Bibliotek.
”Solsikken er så fint et symbol på, at alt kan dyrke i de rigtige rammer – og det gælder også mennesker. Vi håber, at det kan skabe både håb og fællesskab, og at mange vil glæde sig til festivalen, mens de følger deres solsikke,” siger Lena Koldsø, tovholder for festivalen.
Man kan hente gratis solsikkefrø på alle biblioteker i Randers Kommune, i Bogbussen og i No. 17 så længe lager haves. Der bliver trukket en vinderblomst blandt alle dem, der sender et foto og eventuelt en beskrivelse af deres solsikke til mailadressen: koma@randersbib.dk senest mandag den 10. august. Vinderen får en evighedssolsikkebuket fra LEGO, og et udvalg af billederne bliver udstillet på Hovedbiblioteket.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen fra mandag den 14. til fredag den 25. september 2026 og glæd dig til en festival med solsikkesnoren i centrum, plads til forskellighed, workshops i rolige og overskuelige rammer, forfattere og oplægsholdere med levede erfaringer, viden og fællesskab.




