
Pas på de nye skolebørn i trafikken og vis ekstra hensyn ved skolestart
Skolerne har efter sommerferien igen slået dørene op, og 994 børn er begyndt i 0. klasse i Randers Kommune. For nogle af dem er det første gang, de selv skal færdes i trafikken på vej til og fra skole. Derfor opfordrer Randers Kommune alle trafikanter til at sænke farten, være opmærksomme og vise ekstra hensyn.
Nyhed
Som en del af den landsdækkende kampagne Børn på vej sætter Randers Kommune i uge 33-35 kampagneplakater op ved en række skoleveje for at minde bilister om, at de deler vejen med de yngste trafikanter.
”Skolestart er en spændende tid for børnene, men det er også en tid, hvor trafikken kræver ekstra opmærksomhed fra os voksne. Et øjebliks uopmærksomhed eller for høj fart kan få alvorlige konsekvenser. Derfor håber vi, at alle vil sænke hastigheden og passe ekstra godt på de yngste trafikanter,” siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.
For mange børn er skolevejen en vigtig del af hverdagen. Her lærer de at begå sig i trafikken og bliver gradvist mere selvstændige.
”Vi vil gerne give børnene en tryg start på skolelivet. Det kræver, at både forældre, skoler og alle andre trafikanter hjælper til. Når vi viser hensyn omkring skolerne, giver vi børnene de bedste forudsætninger for at blive sikre og selvstændige trafikanter,” siger Kasper Fuhr, formand for Børn- og skoleudvalget i Randers Kommune.
Kampagnen Børn på vej gennemføres af Rådet for Sikker Trafik og 90 kommuner over hele landet. Undersøgelser viser, at syv ud af ti bilister oplever, at kampagnens plakater gør dem mere opmærksomme på børn i trafikken.
Forældre kan finde gode råd til, hvordan de træner skolevejen sammen med deres børn, på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.
Fakta
- Kampagnen Børn på vej gennemføres i uge 33-35.
- Randers Kommune deltager sammen med 89 andre kommuner.
- Kampagnen skal minde trafikanter om at sænke farten, være opmærksomme og vise ekstra hensyn til børn på skolevejene.
- 70 procent af bilisterne svarer, at kampagneplakaterne gør dem mere opmærksomme på børn i trafikken.