luftfoto
start på hovedindhold

Plan for at beskytte Randers Midtby mod oversvømmelser sendes i høring

Randers Byråd har på mødet den 22. juni 2026 sendt forslag til en ny planlægning for klimatilpasning af Randers Midtby i høring. Forslagene sætter rammerne for Klimabåndet og Klimabroen, som tilsammen skal være med til at beskytte midtbyen og Flodbyen mod oversvømmelser.

luftfoto

Randers ligger lavt ved Gudenåen og Randers Fjord, og i fremtiden forventes både mere regn, kraftigere skybrud og højere vandstande. Derfor arbejder Randers Kommune med en samlet løsning, der skal gøre den centrale del af byen mere robust over for oversvømmelser.

Nu er forvaltningen klar med et forslag til en rammelokalplan og et kommuneplantillæg for klimatilpasning af Randers Midtby. Byrådet har besluttet at sende begge dele i offentlig høring i otte uger.

Når høringen går i gang, bliver alt materiale tilgængeligt på Randers Kommunes høringsportal, randers.dk/høringer. Det er også her, borgere, virksomheder, foreninger og andre interesserede har mulighed for at komme med bemærkninger, før byrådet senere tager stilling til, om planerne skal vedtages endeligt.

Tre ting på én gang

Ifølge forslaget skal klimatilpasningen af Randers Midtby løse tre opgaver på samme tid: Den skal beskytte dele af midtbyen og Flodbyen mod oversvømmelser fra hav og fjord. Den skal skabe plads til skybrudsvand i havnebassinet. Og den skal fastlægge de overordnede principper for Klimabåndet og Klimabroen som en del af den samlede klimatilpasning.

Klimabåndet er den sammenhængende højvandsbeskyttelse langs vandet. Det skal strække sig fra Klimabroen i øst til Justesens Plæne i vest og tilsvarende på sydsiden af fjorden.

Klimabroen indgår som en del af den samlede løsning mod øst. Samtidig skal den være en ny forbindelse på tværs af fjorden og være med til at aflaste Randersbro.

Målet er, at klimatilpasningen både skal holde vandet ude og indgå som en del af byen med byrum, grønne områder og opholdssteder.

Rammerne først – de konkrete projekter senere

Lokalplanen er en rammelokalplan. Det betyder, at den fastlægger de overordnede rammer og principper, som senere skal konkretiseres i nye lokalplaner og projekter for de enkelte dele af området.

Sammen med planforslagene sendes en miljørapport i høring. Den vurderer blandt andet planernes betydning for natur, vand, landskab, trafik, støj, luft og brugen af området omkring havnen. Flere forhold skal undersøges og håndteres nærmere i den senere konkrete planlægning.

Afstemningsresultat

Sag nr. 218 blev vedtaget med 28 stemmer for. Imod stemte Borgerlisten Østbroen og Velfærdslisten.

Læs mere om sagen på byrådets dagsorden

Seneste nyt

Nyheder