start på hovedindhold

Projekt får grønt lys: Nyt botilbud i Asferg på vej

Randers Byråd har på mødet den 27. april 2026 godkendt projektforslag og økonomi for et nyt botilbud i Asferg med 24 boliger til borgere med særlige behov.

Nyhed

Planerne om at etablere et nyt botilbud i Asferg til borgere med særlige behov er kommet et væsentligt skridt videre. På mødet den 27. april 2026 har Randers Byråd nemlig godkendt det overordnede projektforslag og økonomi.

Botilbuddet skal etableres ved Søndermarken og er en del af Boligplan II på socialområdet. Planen skal øge kommunens egen kapacitet, så flere borgere kan få et tilbud i Randers Kommune frem for i eksterne tilbud.

24 boliger i mindre enheder

I alt vil der blive bygget 24 boliger til voksne borgere, der har brug for et længerevarende botilbud med personale til stede døgnet rundt. Boligerne indrettes i mindre enheder med fælles opholdsrum, så der bliver skabt en mere hjemlig ramme med mulighed for både fællesskab og privatliv.

Indretningen skal give beboerne mulighed for at være en del af mindre fællesskaber og samtidig kunne trække sig tilbage til egen bolig.

Ud over boligerne vil der også blive etableret fælles- og servicearealer.

Dialog med lokalområdet

Botilbuddet har været undervejs i længere tid og har på forskellig vis involveret borgere i området og andre interessenter i projektet.

Blandt andet er der lavet en ny lokalplan, som byrådet for godt et år siden vedtog efter en offentlig høring. Projektet har været i høring i Handicaprådet og Udsatterådet. Og derudover har der været afholdt borgermøde i Asferg, hvor omkring 70 borgere deltog i en konstruktiv dialog om projektet.

Nye boliger ventes klar i 2028

Den samlede økonomi for projektet er på godt 51 mio. kr. og forventningen er, at byggeriet kan begynde i februar 2027. Undervejs vil borgere i Asferg blive informeret om status og byggeriet vil blive fulgt af en nedsat følgegruppe til nybyggeri på socialområdet.

De 24 nye boliger med tilhørende fælles og servicearealer ventes at være klar til brug i april 2028.

Afstemningsresultat

Sag nr. 126 om botilbud i Asferg blev enstemmigt vedtaget.

Læs mere om sagen på byrådets dagsorden

Seneste nyt

Nyheder