Randers Flyveplads får penge til at fortsætte driften

Som en del af budgetaftalen 2023-2026 besluttede byrådet at reducere driftsbudgettet på Randers Flyveplads med 150.000 kroner årligt. Den beslutning har byrådet nu lavet om, og dermed kan den kommunalt ejede flyveplads fortsætte sit virke i stedet for at lukke.

Der skal fortsat være en flyveplads i Randers Kommune med mulighed for bl.a. at lande og lette med privatfly, taxifly og ambulancehelikoptere. Det har byrådet besluttet på mødet den 28. august 2023, hvor en sag om den fremtidige drift af Randers Flyveplads var på dagsordenen.

Den kommunalt ejede flyveplads stod nemlig til at lukke som en konsekvens af, at byrådet i forbindelse med budgetaftalen 2023-2026 besluttede at reducere det årlige driftsbudget med 150.000 kroner. Det efterlod et reduceret budget på 64.000 kroner årligt, og i sagen skulle byrådet tage stilling til, om flyvepladsen skulle lukke eller have tilført ekstra midler.

Valget faldt på det sidste med en beslutning om, at flyvepladsen får tilført 150.000 kr. årligt fra 2023 og frem. Penge som finansieres ved omprioritering indenfor det samlede budget til området Veje og Trafik.

Offentlig flyveplads

Randers Flyveplads blev etableret i sin nuværende form i 1988 og sikrer, at Randers Kommune råder over en offentlig flyveplads som en del af sin samlede infrastruktur. Pladsen har blandt andet et velfungerende brændstofanlæg, som både private og professionelle anvender. Der er et professionelt serviceværksted, som tilbyder service og reparation af flyvemaskiner. Ambulancehelikoptere bruger hyppigt pladsen enten til optankning eller patienttransport, og flere erhvervsvirksomheder bruger flyvepladsen, når forretningsforbindelser ankommer i egne fly eller taxifly.

Endelig holder Randers Flyveklub til på pladsen, og klubbens aktiviteter sikrer et grundlæggende aktivitetsniveau. Dette medvirker også til at gøre pladsen attraktiv for de professionelle brugere.

Randers Kommune har ansat to flyvepladsledere på deltid til at varetage den daglige drift af flyvepladsen, der er den næststørste i Østjylland.

Læs mere om Randers Flyveplads.

Afstemningsresultat

Beslutningen blev godkendt med 28 stemmer for. Østbroen undlod at stemme.

Læs mere om sagen på byrådets dagsorden.

Seneste nyheder

Nyheder