Randers Kommunes Arkitekturpris 2025 – Her er vinderne

Klyngehuset Kronjylland og Storkeengen vinder Randers Kommunes Arkitekturpris 2025. Stevnstrup Sognegård og Børnehuset Dronningborg tildeles hædrende omtale for deres arkitektoniske kvalitet og bidrag til fællesskab.

På Arkitekturens Dag 2025 uddelte Randers Kommune dette års arkitekturpris til projekter, der viser, hvordan god arkitektur kan skabe værdi for byliv og lokalsamfund.

Årets to vindere er Klyngehuset Kronjylland og Storkeengen.

Klyngehuset Kronjylland er en cirkulær træpavillon, der ligger i mødet mellem landsby og fjordlandskab. Bygningen er tegnet af C.F. Møller Architects og skaber et markant og åbent samlingspunkt, hvor arkitektur, natur og fællesskab smelter sammen.

Også Storkeengen, ligeledes tegnet af C.F. Møller Architects, modtager arkitekturprisen. Projektet er en del af Klimabåndet og viser, hvordan klimasikring, naturgenopretning og arkitektonisk oplevelse kan gå hånd i hånd. Med gangstier og opholdsrum giver Storkeengen randrusianerne nye måder at opleve Gudenåen på.

 

To andre projekter modtog hædrende omtaler

Stevnstrup Sognegård designet af VMB Arkitekter modtog hædrende omtale for at skabe et varmt og inviterende samlingspunkt i landsbyen.

Børnehuset Dronningborg tegnet af Pluskontoret Arkitekter, modtog hædrende omtale for med sin legende og bæredygtige arkitektur at give både børn og voksne inspirerende rammer i hverdagen.

 

Læs de fulde dommerbetænkninger her