
Rollatorer og kørestole er klar til sommerens ture
Hjælpemiddelhuset Kronjylland har igen været rundt på nogle af kommunens ældrecentre og hjælpe borgere og beboere i nærområdet med små reparationer af deres hjælpemidler.
Der er højt humør og hyggeligt samvær, når to kørende teknikere fra Hjælpemiddelhuset Kronjylland kommer forbi ældrecentre og hjælper med at reparere knirkende hjul og andre små skavanker på borgernes rollatorer og kørestole. Teknikerne kigger forbi det enkelte center i et par timer, hvor beboere og borgere fra nærområdet kan komme ned, sætte sig i kø og vente på, at deres hjælpemiddel kan blive repareret.
"Det er en hyggelig stund, når teknikerne kommer forbi. Det er hyggeligt for teknikere, fordi de oplever, hvor glade borgerne bliver, samtidig med at borgerne synes, det er sjovt at sidde og kigge på, også selvom de ikke har et hjælpemiddel, der skal repareres," siger Mie Boye, leder af Hjælpemiddelhuset Kronjylland.
Borgere strømmede til
Et af de steder som Hjælpemiddelhuset Kronjylland har besøgt, er Kollektivhuset. Teknikerne medbragte værktøj og reservedele, mens centerterapeuterne havde lånt en højtryksrenser af pedellerne og fundet spande og svampe frem, så hjælpemidlerne kunne blive vasket, inden de skulle smøres og strammes.
"Der strømmede borgere til. Allerede et kvarter før de første hjælpemidler kunne repareres, stod de første klar uden for døren, og hurtigt var der en lang kø af primært rollatorer og kørestole ude på parkeringspladsen. Der var kun rosende gloser fra både borgere og personale. Alle syntes, at det var en hel fantastisk service," siger Julie Nyholm Larsen fysioterapeut på Kollektivhuset.
Hvor mange hjælpemidler, der kom igennem møllen den dag er svært at sige, men på det ventede sluttidspunkt, var der stadig en meget lang kø af hjælpemidler.
"Både reparatører og terapeuter blev gladelig ved for at sørge for, at alle borgere var tilfredse og alle hjælpemidler vasket, smurt, spændt – og evt. repareret," siger Julie Nyholm Larsen og fastslår samtidig, at det helt sikkert bliver en tilbagevendende begivenhed på Kollektivhuset.
Åbent værksted hver tirsdag
Teknikerne fra Hjælpemiddelhuset Kronjylland tog sig på dagen af lettere reparationer af rollatorer, kørestole og andet, som kan klares på stedet. Udover besøget på plejecentre holder Hjælpemiddelhuset åbent værksted hver tirsdag kl. 12-14, hvor borgere kan kigge forbi og få hjælp til reparationer.
Det er første gang, at Hjælpemiddelhuset Kronjylland har været rundt på ældrecentre siden corona. I den her omgang har de besøgt Kollektivhuset og Plejecenter Tirsdalen, men målet er, at teknikerne næste år skal rundt på endnu flere ældrecentre i løbet af forsommeren.