Oversigtstegning af projektet
Foto © SLA
start på hovedindhold

SLA vinder arkitektkonkurrence om fremtidens byplads i Havndal

Det bliver den anerkendte tegnestue SLA, der skal arbejde videre med visionen for den gamle stationsgrund i Havndal. Borgerne i byen kan se frem til et nyt grønt byrum med træer, blomster og respekt for stedets historie.

Nyhed
Oversigtstegning af projektet
Foto © SLA

Arkitektkonkurrencen, der har haft titlen ”Plads til Havndal – Byrum til landsbyens liv”, har haft til formål at skabe et levende byrum, der kan samle byens borgere og styrke forbindelsen mellem Hovedgaden og Banestien. Tegnestuen SLA har skabt et forslag til en ny central plads i Havndal, der tager afsæt i stedets kulturarv og identitet som stationsby.

”Vi har modtaget tre meget stærke forslag, som hver især har budt ind med spændende visioner for Havndals fremtid. Det vindende forslag skiller sig ud ved at skabe et byrum med en stærk identitet, som både bygger videre på byens historie og tilfører noget nyt. Det er et projekt, der har potentiale til at blive et sted, som folk i byen kan samles om og være virkelig stolte af,” siger René Skaarup, medlem af Landdistriktsudvalget i Randers Kommune og formand for dommerkomitéen.

Projektet består blandt andet af en markant rød teglstensplads, der væves sammen med en grøn Eventyrhave med blomstrende træer, frodig beplantning og plads til et rigt fugleliv.

Foruden SLA deltog også LYTT Architecture og tegnestuen DETBLÅ i konkurrencen.

Borgere har sat deres præg på processen

Vinderen er udpeget af en dommerkomité bestående af repræsentanter fra forvaltningen, politikere, borgere og det lokale foreningsliv.

På et borgermøde i juni blev de tre konkurrenceforslag præsenteret for Havndals borgere. Omkring 85 borgere deltog, gik i dialog og gav input til projekterne. Borgernes kommentarer bliver samlet i et notat, som indgår i det videre arbejde med projektet.

”Det har været vigtigt for os, at udviklingen af bypladsen sker i tæt dialog med dem, der skal bruge den. De mange input fra borgerne giver et stærkt fundament for det videre arbejde,” siger René Skaarup.

Efter sommerferien går næste fase i gang, og her vil borgerne igen blive inddraget gennem en lokal arbejdsgruppe.

Del af områdefornyelsen i Havndal

Projektet er en del af områdefornyelsen i Havndal og midlerne er bevilliget af Landdistriktsudvalget. Byrådet afsatte i 2024 i alt 15 mio.  kroner til forskønnelse og fornyelse i byen.

Nu skal projektet videreudvikles og færdigtegnes, før det kan realiseres. Forventningen er, at anlægsarbejdet kan gå i gang i 2027.

Seneste nyt

Nyheder