Solbakken fejrede 50-års jubilæum

50 år er gået på det selvejende plejecenter Solbakken, og det blev fejret tidligere på ugen med en jubilæumsfest for beboere, pårørende og inviterede gæster fra blandt andet Omsorgsudvalget og Ældrerådet i Randers kommune.

Festteltet var slået op, grillen tændt og stemningen i top til jubilæumsfesten på Solbakken. I løbet af dagen var der mange festlige indslag, herunder en tale ved borgmester Torben Hansen samt jazzmusik og "gamle danske" sange.

"Det var en ganske særlig dag og skønt at se, at så mange var mødt op for at fejre de 50 år," siger Claus Mester, centerleder på Solbakken.

En selvejende institution med beboerne i centrum

Solbakken ligger ved siden af Adventistkirken, og det er ikke tilfældigt. Det er nemlig Adventistsamfundet, der har taget initiativ til at opføre plejecentret, der drives som en selvejende institution. Beboerne i de 31 lejligheder og 11 tilknyttede ældreboliger kommer dels fra adventister i hele landet og dels fra borgere i Randers Kommune.

"Med Solbakken er der skabt det bedste fra begge verdener. Som en selvstændig institution har vi nogle friheder til at gøre tingene på vores egen måde, i overensstemmelse med Solbakkens værdier. Samtidig kan vi drage nytte af erfaringsudvekslingen med kommunens andre plejehjem og omsorgscentre, hvor Solbakken også kan være en inspirationskilde," siger Claus Mester.

Det vigtigste for centerlederen er, at Solbakken fortsat bliver drevet ud fra en fælles vision, så plejecentret bliver ved med at være relevant de næste mange år.

"Det vigtigste for os er, at beboerne oplever Solbakken som et rart hjem og et sted, hvor de modtager kvalitetspleje og -omsorg. Mine medarbejdere og jeg driver Solbakken ud fra vores motto: At vi selv ønsker at bo her den dag, vi måtte få behov for det," siger Claus Mester.

50-års jubilæet bliver også fejret med en gudstjeneste i Adventistkirken lørdag d. 23. september kl. 10.45.

1 / 7

Foto: Ole Jakobsen

Foto: Ole Jakobsen

Foto: Ole Jakobsen

Foto: Ole Jakobsen

Foto: Ole Jakobsen

Foto: Ole Jakobsen

Foto: Ole Jakobsen

Seneste nyheder

Nyheder