start på hovedindhold

Spil Dansk bringer musikken ud til flere i Randers

Frem til 1. november bliver Randers fyldt med dansk musik, når en lang række lokale musikaktører er med i den årlige Spil Dansk-uge. Der bliver både koncerter, fællessang og musikalske oplevelser for børn, unge og voksne – og musikken kommer også ud til skoler, ældrecentre og andre fællesskaber.

Nyhed

Mandag eftermiddag fik brugerne af værestedet Perron 4 besøg af Mads Fisker Duo, der spillede koncert med personlige sange, akustiske guitarer og tør humor. Koncerten er et eksempel på, hvordan Spil Dansk-ugen bringer musikken ud til mennesker, som ikke nødvendigvis selv opsøger koncerter eller har let adgang til levende musik.

Mads Fisker Duo består af sangskriverne og musikerne Mads Fisker og Marc Facchini. De to har hver især mange års erfaring fra den danske musikscene og har fundet sammen i et musikalsk univers, hvor eftertænksomhed, sårbarhed og humor går hånd i hånd. Deres sange kredser blandt andet om livets store spørgsmål og hverdagens op- og nedture.

Koncerten på Perron 4 er en del af den brede vifte af arrangementer, der kendetegner Spil Dansk i Randers. Her handler det ikke kun om at samle publikum til koncerter, men også om at bringe musikken ind i de fællesskaber, hvor mennesker mødes i hverdagen.

Spil Dansk på Designhøjskolen

Det var en skøn mandag eftermiddag på værestedet Perron 4

Fotografi © Randers Kommune

Musikken ud i hverdagens fællesskaber

På flere bosteder og sociale tilbud besøger biblioteksmusikant Peter Elmelund beboere og brugere med fællessang. På Borupvængets Ældrecenter spiller Randers Harmonikaklub op til fællessang, mens elever fra Rismølleskolen deltager i workshops og koncert med folkemusikgruppen Svøbsk.

Elever fra Langå Skole møder hiphopmusikeren Rune Rim til en workshop om sangskrivning. Her arbejder de unge med, hvordan musik og tekster kan bruges til at udtrykke tanker og følelser om blandt andet ensomhed, angst og selvværd.

Arrangementerne viser, hvordan musikken kan skabe møder og give mulighed for at udtrykke sig på nye måder – uanset alder og forudsætninger. Flere af aktiviteterne foregår som lukkede arrangementer for bestemte grupper, mens andre er åbne for alle interesserede.

Fra tegnekoncert til fællessang

Spil Dansk-ugen byder også på offentlige arrangementer rundt omkring i Randers. På Den Skandinaviske Designhøjskole var trioen SiRiNa på besøg den 23. oktober. Her blev musikken kombineret med tegning under en særlig tegnekoncert, hvor deltagerne kunne udfolde sig kreativt, mens de lyttede til musikken.

  • Spil Dansk på DesignhøjskolenSpil Dansk på Designhøjskolen
  • Spil Dansk på DesignhøjskolenSpil Dansk på Designhøjskolen

Den Skandinaviske Designhøjskole inviterede til en unik aften, hvor kombinationen af koncert med den fantastiske trio SiRiNa og tegning med mange forskellige tegnematerialer og tegnestile var i centrum. 

Fotografi © Morten Degn

Trio SiRiNa er en dansk trio bestående af Ena Egelund, Signe Gjesing og Rikke Bjerring 

Fotografi © Morten Degn

I løbet af Spil Dansk-ugen i Randers er der omkring 50 forskellige arrangementer.

Læs mere på randers.dk/spildansk 

Seneste nyt

Nyheder