Sprogcentret fejrer dimittender efter vellykkede danskeksamener

Sprogcenter Randers fejrede tirsdag 19. december, at 94 kursister har bestået deres danskeksamener og officielt dimitteret fra skolen efter 3 til 5 års skolegang. Dimissionen foregik i sprogcentrets kantine, hvor de glade kursister, sammen med deres nærmeste og skolens personale, markerede afslutningen på et vigtigt kapitel i deres liv.

Til ceremonien blev dimittenderne lykønsket og fik overrakt deres eksamensbeviser af sprogcenterchef Liselotte Blokkebak.

Blandt dimittenderne er Ghenet Solomon Asmelash på 32 år og Okuba Haile Kidane på 31 år, som begge oprindeligt kommer fra Eritrea. De har ikke tidligere haft sprogundervisning af nogen art, og nu har de bestået det, der hedder danskuddannelse 2, som er den mellemste sværhedsgrad af de tre danskuddannelser, som Sprogcenter Randers udbyder.

"Det er gået godt, selvom det var udfordrende. Jeg har virkelig knoklet for det her, og det føles stort at have klaret det. Nu kan vi endelig slappe af og være glade. Og jeg er virkelig stolt over mine karakterer," siger Ghenet Solomon Asmelash og tilføjer:

"At lære dansk er svært i starten, men det handler om at læse, skrive og arbejde hårdt. Så kommer det."

Både Ghenet Solomon Asmelash og Okuba Haile Kidane starter på Randers VUC den 4. januar 2024, og det ser de frem til ifølge Okuba:

"Vi starter i samme klasse, og vi tager 9. og måske 10. klasse med fag som matematik, dansk og engelsk. Og så tager vi naturfag og samfundsfag, fordi det skal vi bruge for at kunne læse videre på Sosu-skolen. Det er vores næste skridt," siger Okuba Haile Kidane og tilføjer:

"Vi kommer virkelig til at savne vores tid på sprogcentret, lærerne og vores gode klassekammerater. Det har været som at være en del af en stor familie."

Klar til uddannelse og arbejde

Lone Bojesen er en erfaren underviser på Sprogcenter Randers, som er stolt hver gang hun kan sende sine kursister godt videre.

"Jeg knytter mig til kursisterne, for sprogskolen er ofte et af deres første møder med Danmark. Nogle gange har de kun været i landet i kort tid, når de starter her. Vi lærer dem at læse, skrive og formulere sig. Og jeg føler glæde på deres vegne, hver gang jeg sender dem ud ad døren med deres nye eksamensbevis. Så er de klar til en uddannelse, der kan sikre dem fast arbejde, en god løn, og alle de gode muligheder, som skaber en stærkere tilknytning til Danmark," siger Lone Bojesen.

Igennem de seneste tre år har Lone Bojesen undervist Ghenet Solomon Asmelash og Okuba Haile Kidane. Og hun har set den store udvikling, eleverne gennemgår.

"Nogle elever kan hverken læse eller skrive, når de starter her på skolen, og nogle er ordblinde samtidigt. Så det tager vi altid hånd om og vi gør rigtig meget for at hjælpe alle igennem, særligt hvis de er ordblinde, så alle når i mål," siger Lone Bojesen.

Dimissionsceremonien blev sluttet af med champagne, kage og en hyggelig fejring blandt alle de fremmødte i sprogcentrets flotte kantine.

Om Sprogcenter Randers

Sprogcenter Randers er Randers Kommunes sprogskole dedikeret til at uddanne og støtte internationale borgere i at lære det danske sprog og integrere sig i det danske samfund. Sprogcenter Randers underviser voksne udlændinge (arbejdstagere og flygtninge) i dansk sprog, kultur- og samfundsforhold i Danmark. Kursisterne kommer fra 80 forskellige lande og cirka 75 % af dem bor i Randers kommune. Resten kommer fra de nærliggende kommuner - Norddjurs, Syddjurs, Mariagerfjord, Viborg og Favrskov.