
Strategi skal samle parkering i større p-huse i Randers Midtby
Randers Byråd har på mødet den 26. maj 2026 godkendt en ny parkeringshusstrategi for Randers midtby. Strategien skal være med til at samle mere af parkeringen i større parkeringsanlæg, så der på sigt kan frigøres plads i midtbyen til blandt andet grønne områder, byrum og klimatilpasning.
Nyhed
Mere af parkeringen i Randers Midtby skal samles i større parkeringshuse, så parkeringspladser optager en mindre del af midtbyens areal. Det er målet i en ny strategi for parkeringshuse, som Randers Byråd har vedtaget på mødet den 26. maj 2026.
Parkeringshusstrategien er lavet som opfølgning på en parkeringsstrategi for Randers Midtby, som byrådet vedtog i 2022. Baggrunden er blandt andet, at flere familier i Randers Kommune har fået bil de senere år, hvilket har øget efterspørgslen på parkeringspladser – særligt i midtbyen. Samtidig er der mange ønsker til, hvordan pladsen i byen skal bruges.
Hvis parkering på sigt samles i større anlæg, kan nogle af de nuværende parkeringsarealer i midtbyen bruges til andre formål. Strategien peger blandt andet på muligheder for flere grønne områder, klimatilpasning, byrum, opholdsområder og bedre forhold for fodgængere og cyklister. Og på selve parkeringshusene skal det tilstræbes, at der kommer solceller på tagene, hvor det er praktisk muligt.
Fem områder er udpeget
Parkeringshusstrategien peger på mulige placeringer til fremtidige parkeringshuse og større parkeringsanlæg i midtbyens periferi.
Forvaltningen har identificeret fem områder, hvor det på sigt kan blive muligt at etablere eller udbygge større parkeringshuse og parkeringsanlæg:
- P-hus City
- Laksetorvet
- Hvidemølle
- Vestervold
- Thors Bakke
Derudover er der planer om p-huse på Brotoften og Bolværket i forbindelse med udviklingen af Flodbyen.
Parkeringsstrategien kommer ikke i sig selv til at medføre, at der bliver etableret nye parkeringshuse. Men den sætter en retning på udviklingen, og så vil byrådet til enhver tid skulle tage stilling til konkrete projekter
Afstemningsresultat
Parkeringshusstrategien blev vedtaget med 29 stemmer for. Borgerlisten Østbroen undlod at stemme.



