Tre nye handicaptilbud er kommet godt fra start

Udsigten, Egelunden, og Spiren i Mellerup åbnede i oktober 2023. De får nu flotte bedømmelser i deres første tilsynsrapporter fra Socialtilsyn Midt.

3. maj 2024

"Vi er glade for, at tallene viser, at de tre tilbud i Mellerup er kommet rigtig godt fra start. Det er centralt for os, at vi har nogle tilbud af høj kvalitet, som børnene, de unge og deres pårørende er glade for og trygge ved," siger Rosa Lykke Yde, formand for Socialudvalget i Randers Kommune.

Udsigten, Egelunden og Spiren er tre højt specialiserede tilbud for børn og unge op til 17 år med udviklingshæmning og diagnoser som fx gennemgribende udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser.

Alle tre tilbud har fået gode bedømmelser på de syv kvalitetspunkter, som Socialtilsynet har kigget på:

  • Fysiske rammer
  • Sundhed og trivsel
  • Organisation og ledelse
  • Kompetencer
  • Uddannelse og beskæftigelse
  • Selvstændighed og relationer
  • Målgruppe, metoder og resultater.

For hvert punkt har det enkelte tilbud fået en bedømmelse på en skala fra 1 til 5, og de tre afdelinger har alle en gennemsnitlig bedømmelse på mere end 4.

"Vi har haft tæt dialog med børnene, de unge, deres pårørende og andre interessenter om at skabe nogle gode tilbud, og medarbejdere og ledere har knoklet igennem og udvist høj faglighed. Så det er rigtig godt at se, at Udsigten, Egelunden og Spiren har fået flotte bedømmelser på de punkter, de bliver bedømt på af Socialtilsynet," siger Rosa Lykke Yde.

Blandt andet scorer tilbuddene højt på deres fysiske rammer, hvor både Udsigten og Spiren har fået topkarakter.

"Alle tre tilbud ligger i naturskønne omgivelser i Mellerup, og i udviklingen af dem har vi arbejdet meget med at skabe gode fysiske rammer for beboerne både ude og inde. Derfor er det skønt, at bedømmelserne viser, at vi er lykkes med det," siger Runa Steenfeldt, socialchef i Randers Kommune, og tilføjer:

"Tidbuddene har i opstarten ikke så høj belægning, som vi havde håbet på, og dermed har vi nu mulighed for at tilbyde pladser til andre kommuner. De fine tilsynsrapporter er tegn på, at Udsigten, Egelunden og Spiren er bygget op om stærke fundamenter, som understøtter tilbud af høj kvalitet, ligesom vi også fremadrettet vil arbejde med tilbuddenes udvikling".

Seneste nyheder

Nyheder