
Tryghed og indbrudsforebyggelse: Kom til ny messe i Underværket
Den 17. maj åbner dørene i Underværket for en anderledes og hyggelig mini-messe med fokus på tryghed. Tryghedsmessen arrangeres af Randers Kommune og Østjyllands Politi – og de første gæster kan glæde sig til gratis citronmåner, popcorn og slush-ice.
Hvordan undgår man at blive snydt på nettet? Hvad kan man gøre for at sikre sit hjem mod indbrud? Og hvad er nabohjælp egentlig for noget? Disse spørgsmål – og mange flere – kan du få svar på, når Tryghedsmessen løber af stablen lørdag den 17. maj kl. 10–13 i Underværket i Randers C.
Bag arrangementet står Randers Kommune og Østjyllands Politi, der – i kraft af samarbejdet ”Bo Trygt” – vil sætte fokus på tryghed i både lokalområderne og den digitale verden.
”Randers er en af landets tryggeste kommuner, og det vil vi gerne fastholde. Det gør vi ved at klæde borgerne på med viden om indbrudsforebyggelse og digital sikkerhed. Vigtigst af alt er, at vi gør det i fællesskab – mellem kommune og politi og mellem naboer i lokalsamfundet. Derfor glæder jeg mig meget til at byde velkommen til tryghedsmessen,” siger borgmester, Torben Hansen
”Vi håber at rigtig mange vil komme forbi vores tryghedsmesse og få en snak med vores eksperter. I politiet arbejder vi hele tiden for at forhindre indbrud i både private og digitale hjem, men heldigvis er der også rigtig meget man selv kan gøre for at sikre sig bedst muligt,” siger politidirektør Kirsten Dyrman.
Gratis lækkerier og oplæg
Messen byder ikke kun på nyttig viden og relevante oplæg – men også på gratis forkælelse til de besøgende. De første gæster kan se frem til lokalbagte citronmåner, popcorn, slush-ice og balloner til børn og barnlige sjæle. Der vil desuden blive serveret en kop kaffe.
To oplæg du ikke vil gå glip af:
- Kl. 10.30: Østjyllands Politi holder oplæg om digital sikkerhed og hvordan du undgår at falde i fælder som phishing og falske bankbeskeder.
- Kl. 12.00: Bo Trygt v. sikringsekspert Jørn Juul fortæller, hvordan du bedst forebygger indbrud i hjem og nabolag.
Spændende stande og aktiviteter
Udover oplæggene kan både store og små tage med på jagt efter skjulte indbrudstyve i Underværket, kigge indenfor i en politibil og få demonstreret politiets ”indbrudskuffert”. Der er også mulighed for at besøge informationsstande fra bl.a. politiet, Bo Trygt og Borgerservice.