Udbyhøj Lystbådehavn
Foto © Arkivfoto - Randers Kommune
start på hovedindhold

Udbyhøj er blandt Danmarks mest børnevenlige lystbådehavne

Online havneguiden NorDok har set nærmere på de danske lystbådehavne. Udbyhøj Lystbådehavn er med på NorDoks liste over de 10 mest børnevenlige lystbådehavne i Danmark. Udbyhøj indtager en flot niendeplads – blandt andet på grund af de gode muligheder for leg, aktiviteter og badning tæt på havnen.

Nyhed
Udbyhøj Lystbådehavn
Foto © Arkivfoto - Randers Kommune

Når børnefamilier tager på sejltur, er det ikke kun vind, vejr og gode gæstepladser, der tæller. Det betyder også noget, hvad der venter, når båden er fortøjet. Det har NorDok haft fokus på i en ny liste over de 10 mest børnevenlige lystbådehavne i Danmark. Her er Udbyhøj Lystbådehavn placeret som nummer ni.

NorDok fremhæver blandt andet havnens beliggenhed ved Randers Fjords udmunding i Kattegat. Her er der kort afstand mellem lystbådehavnen, fjorden, Kattegat og Udbyhøj Strand.

På havnen er der blandt andet aktivitets- og legeplads, fodbold- og beachvolleybaner samt en stor bålplads. Der er også toilet- og badefaciliteter, vaskemaskine og tørretumbler, som gør opholdet nemt for familier.

Lige ved siden af lystbådehavnen ligger Udbyhøj Strand, hvor der er mulighed for at bade fra den børnevenlige sandstrand. Stranden har Blå Flag, og i sommerhalvåret er der også et legetårn for de mindre børn.

Det er netop kombinationen af natur, strand og aktiviteter, som NorDok lægger vægt på i vurderingen af havnens børnevenlighed. Her kan børnene lege, bade, spille bold og samles omkring bålet, mens familien er tæt på både fjord og hav.

NorDoks liste er et redaktionelt udvalg af havne, som ifølge havneguiden har gode rammer for sejlende familier. I vurderingen indgår blandt andet faciliteter, beliggenhed, strand, legemuligheder og afstande til forskellige tilbud.

Udbyhøj Lystbådehavn er dermed blandt de havne, som NorDok fremhæver for deres samlede muligheder for en god havneoplevelse med børn.

Besøg havnens hjemmeside eller læs mere om placeringen på NorDoks liste.

Seneste nyt

Nyheder