start på hovedindhold

Børnehuset Viborgvej hejser flaget for leg i naturen

Naturen er den bedste gymnastiksal, og den inspirerer børnene til alsidig leg, der bringer alle sanser i spil. Det har Børnehuset Viborgvej forstået, og derfor modtager de Friluftsrådets blå 'Spring Ud Flag'.

Børnehuset Viborgvej har modtaget Friluftsrådets blå 'Spring Ud Flag', fordi de gør en særlig indsats for at børnene kommer ud og bevæge sig i naturen.

"Det er fantastisk at opleve, hvordan børnene slet ikke kan lade være med at bevæge sig, når vi tager dem med ud i naturen. Bakker og træer inspirerer dem til både motorisk og risikoorienteret leg, og vi kan med det samme mærke, hvordan deres fantasi kommer i spil. De begynder virkelig at prøve deres sanser og grænser af," siger Lotte Hillgaard, der er pædagog i Børnehuset Viborgvej.

Alle børn kommer ud i naturen

At Børnehuset Viborgvej har modtaget Spring Ud Flaget, er blot det seneste eksempel i en lang række af flotte anerkendelser børneinstitutioner i Randers Kommune har fået. Tidligere har flere andre børneinstitutioner i Randers også modtaget Friluftsrådets blå 'Spring Ud Flag', og i marts i år blev Randers den største kommune i Danmark, hvor alle institutioner har modtaget Friluftsrådets grønne flag. Det grønne flag tildeles børneinstitutioner, der integrerer udeliv, natur og miljø i den pædagogiske indsats.

For at fejre den flotte anerkendelse havde Børnehuset Viborgvej inviteret Jesper Jakobsen, som er projektleder for 'Bevæg dig for livet Randers'. Med hjælp fra børnene hejste Jesper Jakobsen flaget, og mens det blafrede lystigt i den friske efterårsvind, lavede han morgengymnastik og motoriske øvelser med børnene.