Medborgerskabsrådet foreslår ny standard for borgerinddragelse
Medborgerskabsrådet i Randers har for nylig bedt offentligheden om ideer til styrkelse af den tidlige borgerinddragelse i kommunen.
På sit møde d. 27. september 2017 lavede rådet en foreløbig konklusion, der bygger på inputs og på rådets erfaringer med arbejdet i de forløbne to år. Frem til 20. oktober kan alle borgere i kommunen nu kommentere på beslutningen, inden rådet sender det videre til byrådet i en endelig form. Det kan ske via rådets Facebookside eller via e-mailadressen medborgerskab@randers.dk.
Baggrund
Tydelige opgaver og konkrete aktiviteter er en af nøglerne til, at det aktive medborgerskab kan blomstre. Det samme gælder også meget tidlig og løbende inddragelse af borgernes vinkler i kommunens planer og beslutninger.
Selv om grundideen med et medborgerskabsråd har været god nok, har vilkårene desværre ikke været det. I flere sammenhænge er det nemlig foregået utilstrækkeligt forpligtende, bl.a. i kommunens administrative og politiske verden. Forankringen har været for løs og for diffus.
Medborgerskabsrådet anbefaler derfor, at skeen tages i den anden hånd i 2018. Det bør ske ved, at der i stedet for rådet skabes en ny, styrket samarbejdsstruktur med tidlig borgerinddragelse som konkret og forankret arbejdsopgave. Arbejdet skal ikke starte helt forfra på nul, men inkludere mange af de erkendelser, der allerede er høstet i medborgerskabsrådet.
Beslutningen
Medborgerskabsrådet nedlægges pr. 1. april 2018. Indsatsen for styrkelse af aktivt medborgerskab for alle i Randers kommune udføres på en ny måde, der er forankret, forpligtende og finansieret.
Det anbefales derfor, at Randers Byråd inden 1. april 2018 nedsætter et paragraf 17, stk. 4-udvalg med betegnelsen "Tidlig borgerinddragelse".
Udvalget har beføjelse til at skabe et barometer, der vil kortlægge, hvordan den tidlige borgerinddragelse fungerer i Randers kommunes forvaltninger og civilsamfund. Udvalget har desuden beføjelse til at udvikle anbefalinger og til at udtale positiv kritik og negativ kritik.
Udvalget, der selv fastlægger sin forretningsorden, består af to politikere, udpeget af byrådet, fire borgere, valgt på et samlingsmøde, og tre borgere, valgt via efterfølgende netafstemning. I alt ni personer. Yderligere fem borgere får status som suppleanter (ikke-personlige suppleanter), der må overvære udvalgsmøderne. Suppleantlisten kan løbende kompletteres på samlingsmøderne.
Udvalget fungerer som et aktivt bindeled mellem politikerne, forvaltningen og borgerne.
Som en nyskabelse knyttes der til udvalget et udførende borgerkonsulat med reference til borgmesterkontoret og til kvartalsvise samlingsmøder for kommunens borgere.
Herudover er det borgerkonsulatets opgave at kvalitetssikre optællinger og statistikker vedrørende kommunens og borgernes aktiviteter; hertil kommer andre opgørelser, som baseres på borgerinvolvering og som løbende indgår i kommunens beslutningsprocesser.
Det er også konsulatets opgave sammen med Udvalget for tidlig borgerinddragelse at (1) udvikle en ny platform for løbende idéopsamling blandt kommunens borgere, at (2) anbefale realisering/ikke-realisering og at (3) understøtte nye rammer for nye borgernetværk. Platformen skal også bruges til at styrke synliggørelsen af høringsemner og til at forny fremgangsmåder omkring disse.
Platformen bør være udviklet senest 1. januar 2019.
Særlige kommunale samarbejdspartnere for borgerkonsulatet og udvalget vil være borgerrådgiveren, eventsekretariatet, kommunikationsafdelingen, frivilligværket og de kontaktpersoner, de enkelte forvaltninger har udpeget, jf. byrådets politik for aktivt medborgerskab.
Den nye konstellation vil være forankret i befolkningen, i byrådet og i forvaltningen, forpligtende for samme tre og finansieret af kommunen.
Med disse nye elementer kan Randers kommune nu sætte en ny national standard for løbende borgerinddragelse, der rækker frem i tiden:
- Et paragraf 17, stk. 4-udvalg - "Tidlig borgerinddragelse"
- Et borgerkonsulat
- Kvartalsvise samlingsmøder
- Netafstemninger
- En innovations- og høringsplatform.
Medborgerskabsrådets aktuelle vinkler på aktivt medborgerskab, f.eks. omkring Byen til Vandet og omkring integrationsindsats, føres videre i den nye struktur.
Medborgerskabsrådet er et såkaldt paragraf 17, stk. 4-udvalg på linje med andre råd, som er nedsat af byrådet i Randers kommune. Omtale af rådsarbejdet findes på randers.dk, hvor der også findes kontaktoplysninger.