
Randers Naturcenter
I naturskønne omgivelser ved åen tilbyder Naturcentret naturoplevelser for alle aldre og adgang til toiletter, gode bålhytter og stor handicaptilgængelighed.
Randers Naturcenter
Randers Naturcenter ligger naturskønt ved Gudenåen og står for den kommunale naturvejledning i Randers kommune. Der formidles om natur, naturfænomener, biodiversitet, biologi, grøn skole og mange andre emner til en meget bred målgruppe. Både skoler, dagtilbud, uddannelsesinstitutioner, familiegrupper, ældreområdet, handicapområdet og erhvervsgrupper er målgrupper for Naturcenterets naturvejledning.
Udover en stor mængde arrangementer på selve naturcenteret, forestår naturvejlederne også arrangementer og guidede ture en lang række andre steder i Randers kommune. Man forsøger at komme ud i mange kanter af kommunens arealer og ud til mange forskellige naturtyper – spændende fra havet ved Udbyhøj til skoven i Fladbro. Flere steder har Naturcenteret satellitter, som kan anvendes som udgangspunkt for besøg og oplevelser i området.
Arrangementer med naturvejledere aftales forlods, men naturcenteret udbyder mange åbne arrangementer, hvor alle kan deltage – langt de fleste er gratis. De kan alle findes på naturcenterets kalender: Kalender - Randers Naturcenter
